|
Keyboardfænomenet Derek
Sherinian er øjensynligt en travl mand! Jeg mindes indenfor ret kort tid
at have anmeldt mindst 2 af mandens udgivelser under eget navn, og i
tilgift har han jo en fortid i både Dream Theater og som meget benyttet
session musiker for folk og bands som Alice Cooper og Kiss. Derudover er
han også indblandet i projektet Planet X sammen med trommetrolden Virgil
Donati, og denne konstellation er nu er klar med studiealbum nummer 4 i
form af ”Quantum”; en udgivelse der gæstes af ingen ringere end
guitaristernes guitarist, den uforlignelige mr. Allan Holdsworth!
Derek Sherinian spiller selvfølgelig rigtigt lækkert og virtuost på
”Quantum”, men alligevel løber Virgil Donati i mine ører med det meste
af rampelyset på albummet. Donati har næsten konstant gang i en eller
anden mystisk taktart eller en eller anden rytmisk tredjegradsligning på
”Quantum”; det er vildt imponerende men også til tider lidt for meget af
det gode, idet fokus derved ofte flyttes væk fra nummerets overordnede
indtryk og helhed. Men at Donati er en uhyggelig god og utraditionel
trommeslager, dét kan man i hvert fald med garanti ikke være i tvivl om
efter at have lagt ører til ”Quantum”!
Det mest straight forward nummer på albummet er ”Poland”, og derfor også
den komposition man først bliver dus med på ”Quantum”; her holder Donati
sig lidt mere i ro og giver plads til nogle lidt mere luftige og
melodiske guitar og keyboardsoloer. Langsom begynder også de mere
rytmisk komplekse numre at give god mening; kompositioner som ”Matrix
Gate”, ”Space Foam og ”Snuff” minder faktisk en del om materialet på
Johansson brødrenes (Anders på trommer og Jens på keyboards) 10 år gamle
perle af et tungt fusionsalbum, ”Heavy Machinery”; en udgivelse som
Allan Holdsworth for øvrigt også medvirkede på.
Apropos mesteren selv, så leverer Allan Holdsworth nogle af sine
guddommelige, drømmende legato-leads på numrene ”Desert Girl ” og ”The
Thinking Stone”, og beviser for 117. gang hvorfor manden er iblandt sin
generations måske mest beundrede og innovative guitarister; han er
genial! (At Holdsworth s så samtidig er en inkarneret øldrikker/kender
og har opfundet og fået patent på en slags tapventil til en fustage, gør
ikke manden mindre beundringsværdig i undertegnedes univers.)
I forhold til Sherinians albums under eget navn er den nye Planet X
udgivelse en noget mindre umiddelbart fængende sag; den rytmiske og
harmoniske kompleksitet, som specielt Donati tilfører musikken, kræver
en hel del mere af lytterens tålmodighed, men tålmodighed belønnes så
til gengæld også tifold i den sidste ende. Hvis instrumental
fusionsmusik på højeste plan kombineret med tyngden fra hardrock er
sagen, er Planet X garant for mange timers udfordrende musikalsk nydelse
i selskab med ”Quantum”. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|