pitchblack - no sympathy left DEMO
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 2003 Melodisk Death/Power Metal -- Hasseriis
 

Undertegnede så PitchBlack live for første gang til Aarhus Fee Metal Grand Prix samme dag som jeg modtog deres nye promo-EP ”No Sympathy Left”, og ved den lejlighed var bandet faktisk blandt aftenens 2-3 bedste bands i mine ører, så jeg var spændt på at komme hjem og høre, om PitchBlack også på CD kunne overbevise mig. Det kunne de…

Egentlig er titlen ”No Sympathy Left” ret misvisende for de følelser man sidder tilbage med efter at have gennemlyttet EP´en et par gange. Sagen er nemlig den, at PitchBlacks ”No Sympathy Left” er et på alle måder såre sympatisk bekendtskab.

PitchBlack minder mig umiddelbart lidt om Canadisk Into Eternity for så vidt angår vekslingen mellem midtempo death metal indslag og så mere melodiske passager med skønsang. Nuvel, PitchBlack er trods alt ikke endnu på samme blærede niveau som Into Eternity, og hvor Into Eternity inkorporerer regulære progressive indslag i deres ekstremmetal, benytter PitchBlack sig mere af noget der tangerer powermetal som kontrast til de hårdere sekvenser. I lighed med Into Eternity formår PitchBlack dog at få to på papiret uforenelige musikalske størrelser til at hænge sammen på en helt naturlig og sammenhængende måde rent kompositorisk. 

En så stor lyst til at blande genrer som PitchBlack besidder ser man sjældent hos et nyt band og da slet ikke hos et Dansk et af slagsen, og når så samtidigt bandet slipper mere end hæderligt fra det rent musikalsk skal jeg da være den første til at udtrykke min respekt.

På udgivelsens første skæring, ”The Sound of Tomorrow”, er den melodiske death metal i fokus, men på omkvædet introduceres man for først gang for brugen af en ren power metal vokal, som skaber et fint afbalanceret og afvekslende lydbillede.

Min favorit på ”No Sympathy Left” er dog “Encaged” hvor den rene vokal er i fokus og den grumme vokal mere bliver brugt som krydderi. Derudover er nummeret dejligt harmonisk og melodisk uden at miste nerve og bid af den grund. 

Den sidste af de 5 skæringer på promoen, ”As I Close My Eyes”, er et hovedsageligt akustisk nummer der minder mig lidt om de mere stille passager hos Opeth med den overbevisende og kompetente brug af velspillet akustisk guitar.

Noget andet der er overbevisende ved ”No Sympathy Left” er produktets professionelle fremtoning; her er der ikke noget med CD-R, cover i dårlig fotokopi kvalitet og primitiv demolyd, næh nej; her er der tale om en regulær CD med tilhørende booklet med tekster osv. og tilmed produceret i en lyd der tilnærmelsesvis nærmer sig niveauet for dagens udgivelser fra etablerede bands.

Jeg må sige, at denne PitchBlack promo-EP overraskede mig meget positivt.
Bandet og især sangeren og guitaristerne lyder virkelig til at kunne deres kram, og selvom der selvfølgelig altid er plads til forbedring, er det i mine ører kun ændringer i småtingsafdelingen og en håndfuld flere numre af samme kvalitet som materialet på ”No Sympathy Left”, der skiller bandet fra at kunne aspirere til en mulig pladekontrakt. Der er i hvert fald op til flere bands, der allerede har albums ude, som ville få smæk i en umiddelbar musikalsk sammenligning med materialet på denne PitchBlack promo-EP. 

”No Sympathy Left” er ret beset ikke så langt fra det 5. C på karakterskalaen for demo-bands, og jeg var i bar begejstring over PitchBlacks musik lige ved at lade tvivlen komme bandet til gode. Trods alt nøjes jeg dog med at uddele 4 STORE C'er, og glæder mig ved samme lejlighed til at høre mere fra bandet i fremtiden. PitchBlack skal sgu nok snart gøre et seriøst indtryk på den Danske metalscene, hvis denne udvikling kan fortsættes! Jeg opfordrer hermed alle til at stifte bekendtskab med dette lovende Danske band på www.PitchBlack.dk. Det lønner sig. Godt gået, gutter! -byrial

PS: ”No Sympathy Left” skulle efter sigende kunne erhverves enten i Rockuglen eller i Sex Beat Records, alternativt ved henvendelse til ThomasTrold@hotmail.com










Kom med kommentar i vores FORUM