”It’s like losing a limb..”

Jeg har med rystende hænder og koldsved ned ad ryggen ventet på ”Phantom Limb” stort set siden den dag, hvor ”Terrifyer” gjorde sin voldsomme entré i mit liv og efterlod mig med febervilde mareridt og forventninger, der var så godt som umulige at indfri. Selvom bandet allerede havde gjort sig positivt bemærket på min radar med den ganske fede ”Prowler In The Yard”, havde jeg dog aldrig regnet med at få min verden vendt op og ned på den måde som ”Terrifyer” gjorde det. J. R. Hayes’ rædselsvækkende skildringer af menneskeliv på vrangen og hans ditto vokal, der sendte samtlige tidstypiske metalcore-brøleaber grædende hjem i seng, var med til at gøre mig (og sikkert mange andre) opmærksom på de muligheder som grind-genren indeholdt, når blot man var villig til at nedbryde konventionerne og prøve helt nye ting af. Hvordan følger man så op på den slags succes? Ved at prøve flere nye ting af, selvfølgelig. Men i Pig Destroyers tilfælde skulle de nye tiltag helt bestemt have været holdt i kortere snor.

Pladen indledes af et par skarpe skud fra hoften, hvor der manisk grindes derudaf. Disse første par numre fungerer faktisk rigtig godt og selvom ingen af dem rigtigt efterlader noget vedvarende indtryk de første par gange, er man dog stadig fortrøstningsfuld – numrene er indenfor genren ganske solide og strategien med at fyre alt krudtet af på de første par tracks og siden fortsætte i mere eksperimenterende territorie har jo før fungeret. Hayes’ vokal er stadig blandt de fedeste, om end hans stemme ikke er helt så umenneskelig og forvrænget denne gang. Denne nyhed skal dog sikkert nok glæde nogen, men personligt var jeg nu meget glad for hans stemmepragt før i tiden. De helt langtrukne hysteriske skrig skal man også lede ret længe efter på denne plade, desværre, men nok om det. Efter at være blevet godt varmet op af de første par numre sidder man med følelsen af, at der snart vil ske noget stort.. Men det gør der bare ikke rigtig.

Pladens anden halvdel består af noget længere numre, hvor bandet eksperimenterer en del med forskellige riffs og tempo-nedsættelser. Faktisk bliver grinden lagt på hylden i en stor del af numrene til fordel for en mere lige-ud-af-landevejen gang moderne thrash og det fungerer ikke rigtigt. Thrash-elementerne var med til at gøre ”Terrifyer” til en speciel oplevelse – flere af riffene kunne nemt have været skrevet af Slayer i deres storhedstid – men på ”Phantom Limb” lyder de mere trætte og kedelige. Scott Hull har desuden nærmest helt mistet grebet om riffvariation, som han viste det på de forrige plader. Enkelte steder, som i begyndelsen af ”Girl In The Slayer Jacket” eller ”Loathsome” fungerer det meget godt, men som numrene begynder at trække ud, uden de store skift i tempo eller tema, får man hurtigt nok og en træt gaben sætter ind. Desuden har bandet tilegnet sig en sær kærlighed for enkelt-tone-riffs i skæve rytmer, som dem man gerne finder hos Meshuggah eller horder af nymodens metalcore-bands og det er godt nok ikke en ros. Bandets mangel på bassist gør, at disse stykke i den grad savner nosser og gennemslagskraft. Siden sidst har de tilmed fået et nyt medlem om bord, der skulle håndtere samples, vokaler og støj, men hans tilføjelser er da så godt som umulige at høre.

På plussiden løfter Hayes’ tekster dog stadigvæk oplevelsen betydeligt, om end han denne gang ikke er nær så meget i fortæller-humør som før. Dertil skal det også siges, at trommespillet aldrig har været så godt og kraftfuldt eller lydt så fyldigt i bandets univers før og produktionen er faktisk overordnet set rigtig lækker. Det smukke cover tilføjer i den grad også til lækkerheden, i al sin indbydende morbiditet – faktisk må begrebet ”indbydende morbiditet” siges at ramme bandets ånd ret præcist. Scott Hull får da også smidt et par lækre riffs af sig, som i de fremragende ”Thought Crime Spree” og ”Cemetary Road”. ”Phantom Limb” er ikke et dårligt album overhovedet. Indenfor genren er det klart over standard. Men den helt store altoverskyggende svaghed må dog siges at være, at albummet for evigt er dømt til at blive sammenlignet med det fænomenale bagkatalog og set i det perspektiv står den ikke til mere end en blød middelkarakter. Fint, men ikke prangende. Godt, men ikke fængslende. At forvente endnu en revolution var måske naivt af mig, men det var meget svært at lade være og nu betaler jeg – som så mange andre af Svineknuserens fans – så prisen. Bedre held næste gang, Pig Destroyer. Måske det næste album imponerer, nu hvor mine forventinger er blevet skruet så kraftigt i bund? -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM