Som en række hastigt præsenterede, skarpe snapshots af den overmodne byld der sprænges, eller lyden af tapen, som fjernes fra offerets mund, hvorefter beretningen om uhyrlighederne krænges ud gennem de forslåede læber. Pig Destroyer trykker på de tangenter, der også får folk til at undres/væmmes over, hvorfor de absolut ikke kunne dreje blikket væk fra resultatet af et sammenstød i trafikken, eller den mekanisme der gør, at halshugning og anden metodisk henrettelse af gidsler nærmest er blevet et forventeligt indhold i primetime nyhedsstrømmen, når aftenkaffen slubres ned. Vi dør lidt hver gang , eller vi hærdes – alt efter hvordan man ser på det – men hvad enten bevidstheden gråner eller skallen afstives, trækkes kanterne op, og mere skal der til…mere af det hele for at gøre et indtryk.

Om udviklingen er videre heldig, er som sådan ikke relevant her, men ”Terrifyer” står som et bevis på, hvorledes tidens muligvis mest fængslende grind ensemble formår at indkapsle det monstrøse i menneskeligheden og individets higen efter det, der er mindre end godt og skønt, i en perfekt orkestreret samling afsindige udbrud. Mere end to års arbejde siden den vældig fede ”Prowler in the Yard” har båret frugt i form af det mest innovative grind, jeg har oplevet, siden Discordance Axis’ ”The Inalienable Dreamless” eller ”Frozen Corpse Stuffed with Dope” fra Agoraphobic Nosebleed. Rammerne for genren pulveriseres og genopbygges efter eget forgodtbefindende i et todelt koncept, der udgøres af selve albummet, en audio-dvd, lamslående lyrik samt en lille novelle til at indlede hele uhyrligheden. Vi tager det lidt efter lidt.

Pig Destroyer har spændt alle skruer, og cd-delens korte, hektiske udladninger er kort og godt en ultimativ optimering af deres gammelkendte lyd, hvor de mange sprint bliver et solid maraton udi et vrangbillede af håb og drømme. Som førhen har en bassist intet at gøre i denne sammenhæng, men det er intet afsavn, så hvorfor dog klemme noget ind bare for de gammelkendte konventionernes skyld? Rigeligt at følge med i er der Scott Hulls instinktivt flænsende guitararbejde, den helt igennem massive mur af slagtøj fra Brian Harvey og den skrækindjagende uendelighed, som JR Hayes’ harskt dæmoniserede vokal udgør. Et stramt tidsmæssigt budget sikrer maksimeringen af deres samlede, komprimerede indsats, hvis tryk mod dig (ja, dig!) udgør nogenlunde samme resultat som en mental rørbombe proppet med skruer og skidtmetal.

Den totale fornægtelse af overforbrug resulterer gang på gang i tirrende korte passager, f.eks. bestående af riffs kørende i minimal tid, som andre ville have dræbt for at kunne bygge et helt nummer op omkring – de sidste par sekunder af ”Song of Filth” er et grimt/grumt eksempel herpå uden lige….ja, man bliver ligefrem arrig over ikke at få mere, og alligevel er det så tillokkende, at de enkelte tracks ender med at blive genhørt i én uendelighed, enten hver for sig eller i samlet dødskørsel. Eller hvad med super-rock festivitasen af en intro til ”Gravedancer”? Du når kun lige akkurat at få svinget understellet i omdrejninger til de helt store udskejelser før det bliver tid til at søge dækning igen. Smokin’ hot! Titelnummeret kan desuden anbefales ftil enhver, som holder af Today is the Day, ingen tvivl der.

Som noget helt nyt er valget faldet på at bakke det regulære album op med en audio-dvd bestående af det uhørt lange nummer, ”Natasha”, på 37 minutter (!!!), og det er så en enestående chance for at opleve en helt anden musikalsk inkarnation af Pig Destroyer, selvom de grundlæggende karakteristika på forunderlig vis forbliver ganske uudviskede. Ingen grind, ingen tempo. Kun skumle anelser fra det mørkeste dyb af sindets afkroge slået an og trukket i (u)behagelige langdrag for maksimum effekt. Stilmæssigt befinder vi os nærmest i en art doom/post-hc/sludge hybrid, altså en voldsom modvægt til ethvert forventeligt træk for dem, og det er en fantastisk fornemmelse helt og aldeles at blive taget på sengen der. Som noget helt uhørt håndterer Scott Hull endda en bas i det samlede lydbillede, en ting jeg godt nok aldrig havde troet at skulle opleve i Pig Destroyer sammenhæng. Men det giver nu en perfekt grobund for de drevne, forpinte skrig fra JR Hayes.

Og Hayes er virkelig en dybt fascinerende størrelse, når han som den ultimative manipulator leger dukkefører over de mange karakterer, vi glimtvis oplever, i virvaret af menneskeligt forfald. Gør det mig mon til et dårligt menneske at drages mod disse fortællinger om desperat håb, uforståelige (fra)valg og nedbrydende besættelser? Jeg formår ikke svare på et spørgsmål, og kommer nok ikke til at kunne det sådan lige inden for en overskuelig fremtid, men mikro-historierne og de udpenslede udsnit af alt det, der kan suge livet ud af enhver, er en vital del af lige præcis det, der gør koblingen mellem det musikalske og det lyriske koncept så altopslugende. Novellen, der indleder bookletten før teksterne og sætter rammerne op for ”Natasha”, er desuden en gradvis opløsning af grænsen mellem benhård virkelighed og flygtige drømme eller mareridt. Fuldstændig som et indtryk man sidder tilbage med efter at have hørt ”Terrifyer” igen og igen.

”Terrifyer” taler til det, du ikke selv vover at tale om. Al modstand er nytteløs. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM