Den her anmeldelse bliver nok en anelse svær. Prøv lige at kig på hvad jeg har skrevet ud for genre betegnelsen. Ja, det er sgu rigtigt, grind med en anelse elektronik ind over og noget guitar der mest af alt minder om über-postrock bandet Tortoise. Den sammensætning ser man ikke så tit. Bemærk også at når anmeldere føler sig tvunget til at bikse deres egne genre sammen så er den gal. Enten ved anmelderen ikke hvad han/hun skal stille op med skiven eller også har vi at gøre med noget med musik der bryder med de gængse regler for hvilke lyde der må komme du at højtaleren. Phantomsmasher hører til den sidste kategori. 

Lige et par ord om hvem der er vi har med at gøre her. Først manden bag det hele, James Plotkin. Han har arbejdet sammen med så forskellige navne som Michael Gira (ex-Swans), jazz/eksperimental/whatever-saxofonisten John Zorn og Mick Harris, den gamle Napalm Death trommeslager der nu laver minimalistisk elektronisk musik i form af Scorn. Der er ingen af de folk jeg har nævnt som man kan beskylde for at lave „normal“ musik, vi er ude hvor de fleste ikke rigtigt gider mere. Eller rettere giver op efter et par forsøg for „de larmer jo bare“.

Og, ja, det her er en forfærdelig gang larm. Men det er en meget fængende og indbydende gang larm. Og den person der gør det her interessant for metal-hoveder som os er bestemt tromme-monsteret Dave Witte. Lad mig med det samme konstatere: Dave Witte er lige nu den fedeste trommeslager på hele kloden. Og hvis man ikke er enig så kan man enten smuglytte lidt til de utal af plader han efterhånden har spiller på, om det så er Burnt By The Sun, Discordance Axis, East West Blast Test eller de rytmer hans trommesæt giver fra sig på denne skive. Manden er født til at spille grind, når han sætter farten op lyder det som om hele trommesættet står og ryster og på Phantomsmasher beviser han så også, at han kan andet end at spille for fuld skrue. Skæve temposkift, groove, det hele.

Man kunne sammenligne det her med Fantomas. Sangstrukturen minder om hinanden, DJ Speedranch leverer lidt vokal der lyder lidt som om Mike Patton prøver på at skrige igennem en gammel Atari der er i stykker og specielt trommerne spiller i samme hæsblæsende tempo. Dog har Phantomsmasher den fordel at de enkelte stykker er længere og de leger mere med stemninger end Fantomas’ skizofrene start-stop helvede. Det er der postrocken kommer ind i billedet. Det sker ofte på pladen at imens Witte grinder alt hvad han overhovedet kan lægger Plotkin nogle afslappet guitar figurer ind over som f.eks. på „Anubis Innertube“ eller „Blackjack With Krakun“. Derved skifter det hele karakter og glider stille og roligt over i postrock eller sågar ambient. Ambient musik ved hjælp af grind-trommer, det lyder som en selvmodsigelse. Men det virker. Rigtig meget endda. Der er så det forbehold at det ikke varer så længe igen. For før man har set sig om kommer der et nyt stykke brasende ind og så er vi igen ovre i noget der mere minder om Fantomas.

Krydder det hele med nogle elektroniske lyder der mest af alt minder om Aphex Twin og du har noget meget eksperimenterende og udfordrende musik. Men vigtigst af alt er: det virker. På intet tidspunkt er det kedeligt eller forudsigeligt og man glæder sig hele tiden til det næste fede stykke på pladen. Og så har jeg aldrig hørt noget lignende. Det er jo ikke altid en god ting men Phantomsmasher trykker på de rigtige knapper, på de rigtige tidspunkter og får hele galskaben til at give mening. -phil

Kom med kommentar i vores FORUM