Elsker du fornemmelsen af at drukne i de massive, brusende lydbølger? Ønsker du at genleve den fortryllede glæde ved at falde på røven over at have oplevet ting som Neurosis og Isis for første gang? Er svaret ”ja”, så træd endelig nærmere, for her er et tilbud, du hverken bør eller kan modstå. 

Pelican indspillede og udgav oprindeligt denne debut ep for egne penge og udsendte den i to små oplag, det ene mere begrænset end det andet. Folkene fra Hydra Head er normalt ikke kendt for at falde på røven over diverse demoudgivelser, de får tilsendt, men i dette tilfælde måtte hr. Turner bøje sig, for det endte med, at HH nu har genudgivet selv samme ep i et betydeligt større oplag, så den brede skare af tilbedere af den helt tunge tråde nu også kan få glæde af denne lille perle.

Under selve cd’en finder man i coveret et lille manifest, der beskriver musikerens rolle som værende en shaman, der ved at filtrere de faretruende lydniveauer gennem sin krop, skåner publikum, så de kan få størst mulig nydelse ud af oplevelsen. Og i dette tilfælde kan man kun sætte pris at der lægges hænder imellem, for ved den rette volumen er Pelicans virke en direkte pulveriserende trykbølge, der knuser marv og ben. 

Målrettetheden er ikke til at tage fejl af – Pelican ønsker at overrumple med præcise virkemidler, og derfor er alle overflødige faktorer, som kunne modvirke dette, skåret væk. Man finder f.eks. ingen vokal på numrene, da den blot ville distrahere og lede opmærksomheden væk fra hovedformålet. Instrumental musik kan også være pågående og have en enorm gennemslagskraft, hvilket mange dog sikkert tvivler på, da de gennem adskillige års tilvænning har lært at betragte sangerens stemme som en rød tråd gennem lydbilledet. Men åh, hvor Pelican dog gør en sådan tankegang til skamme.

Opskriften forlyder nogenlunde således; der opbygges langsomt men sikkert gennem gentagende, blytunge riffs en barriere så stor og kraftig, at man hverken kan passere over eller forbi den, så den eneste mulighed er, at løbe hovedkulds ind i lydmuren. Oven på dette fundament gives der langsomt plads til leg med melodierne, dog uden at det grundlæggende tema på nogen måde afviges.

Simpelt synes det, ikke sandt? Men alligevel har de enkelte numre hver deres helt unikke stemningsmættede følelse, og man lærer hurtigt, at de tildelte titler er yderst beskrivende for hver kompositions herskende stemning. Åbneren ”Pulse” begynder spædt med en minimalistisk drivkraft og ender som en ny dag, der gryer i en livgivende vækkelse, mens ”Mammoth” er lyden af den fremadstormende horde, som uden nåde nedtramper alt på sin vej. Disse to er relativt korte og fungerer som en lille opvarmning for ep’ens anden halvdel af længere, mere episke eventyr. På den afsluttende ”The Woods” opbygges der langsomt men sikkert en intens og udefinerbar rædsel, som den man kender fra ”The Blair Witch Project”. Noget lurer derude i, men man ved ikke helt hvad. Skyggerne tårner sig op, og du kan mærke, at dit lys brænder i begge ender.

Dette fjerkræ udviser allerede tidligt i tilværelsen et særdeles forbløffende overlevelsesinstinkt, og med al rimelighed burde det klare sig igennem mange jagtsæsoner uden frygt for at blive skamskudt. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM