peccatum - lost in reverie |
|
peccatum - lost in reverie |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 10.05.04 | Art Rock | Mnemosyne/VME | Ihriel & Ihsahn |
|
Da mægtige Emperor gik i opløsning valgte maestro Ihsahn i samarbejde med sin bedre halvdel Ihriel (Star of Ash) at koncentrere sig om Peccatum, der ellers indtil da havde fungeret som et projektband sideløbende med Emperor. Peccatum er med andre ord ’kejserens nye klæder’, og i lighed med H.C. Andersens eventyr var min første indskydelse efter de indledende gennemlytninger af det nye album ”Lost in Reverie” da også noget i retningen af : ’Jamen, Peccatum har jo ikke noget tøj på?’ …underforstået at ”Lost in Reverie” umiddelbart virkede som en gang prætentiøst blændværk uden substans. Heldigvis gav jeg ikke op på albummet sådan lige med det samme… Albummet starter meget afdæmpet med ”Desolate Ever After”, der minder mig om stemningen på Elends seneste album ”Winds Devouring Men”; altså et let industrielt lydbillede med syntetiske strygere og pianospil som understøttelse til Ihriels æteriske stemme. Herefter følger den lækre ”In the Bodiless Heart” der blander akustisk guitar, virtuost basspil og et nærmest trip-hop agtigt lydbillede. Kombineret med Ihriel og Ihsahns overbevisende vokalarbejde er ”In the Bodiless Heart” for mit vedkommende så absolut albummets højdepunkt. De eneste numre der indeholder regulære metalliske referencer er ”Parasite My Heart” og ”Black Star”, hvor især førstnævnte ikke kan skjule slægtskabet med Emperor, mens ”Veils of Blue” mere lyder i retning af Ulvers ”William Blake” album kombineret med noget der minder lidt om Björks ”Vespertine” album naturligvis bare i en mere mørk og skummel udgave. Mere støjende og industrial agtigt fremstår nummeret med den ret misvisende titel ”Stillness”, mens vi med den sidste skæring ”The Banks of This River is Night” igen er tilbage i noget der minder om Elends mere afdæmpede og smukke neo-klassiske univers. Det første man noterer sig er, i hvor stor grad både Ihriel og Ihsahn har forbedret sig som vokalister. Specielt Ihriels stemme på Peccatums debut var i mine ører lidt af en prøvelse, men på ”Lost in Reverie” synger hun smukkere og mere harmonisk en nogensinde før. Også Ihsahn er rent teknisk blevet en bedre vokalist, når vi snakker skønsang, mens han i de få metalliske passager på albummet såmænd lyder ligeså besat som i de gamle Emperor dage. Tilføjelsen af jazz-percussionisten Knut Aalefjær på nogle af numrene giver desuden en god organisk modvægt til de programmerede trommespor der benyttes på de få heftigere skæringer. Det nye Peccatum album er i mine ører et syvmileskridt i den rigtige retning i forhold til den lettere skabagtige ”Amor Fati”. Alligevel ville det være synd at kalde ”Lost in Reverie” for et umiddelbart let album at komme ind på livet af, og forventer man et regulært metal album vil man under alle omstændigheder blive slemt skuffet. Hvis man derimod har mod på en udgivelse der på intelligent vis omfavner alt fra trip-hop, industrial, post black metal, avantgarde og electronica og samtidig er i besiddelse af den tålmodighed det kræver at få ”Lost in Reverie” til at give mening, er det nye Peccatum album bestemt anbefalelsesværdigt. Karakteren er baseret på 15-20 gennemlytninger, og i betragtning af hvor meget ”Lost in Reverie” er vokset i den periode, tør jeg ikke afvise at albummet rent faktisk med tiden vil vise sig at fortjene en endnu højere karakter. Kejserens nye klæder? Ja, men Ihsahn & Co. har modsat eventyret rent faktisk nu noget at hænge sit tøj på. -byrial
|