Da Chris Barnes i sin tid forlod eller nok nærmere blev smidt ud af Cannibal Corpse, dannede han som bekendt bandet Six Feet Under og udgav det egentlig stadig den dag i dag friske og fængende album ”Haunted”, der med sin primitive og groovy form for old school death metal differentierede sig en hel del fra Cannibal Corpses noget mere komplekse og mere tekniske lydbillede. Cannibal Corpses nuværende frontmand, den uforlignelige George ’Corpsegrinder’ Fisher, er heldigvis ikke på samme måde ved at forlade de døde kannibalers rækker, men det har dog ikke forhindret han i at medvirke på albummet ”Promises In Blood” med det for mig hidtil helt ukendte band Paths Of Possession.

Udover Fisher er jeg ikke bekendt med de andre medlemmer af Paths Of Possession, men noget tyder på, at de er store fans af såvel traditionel US death metal som den mere melodiske svenske pendant. Grundelementerne i musikken i form af trommer, bas og rytmeguitar er således solidt baseret i udtrykket fra den tunge 90’er death metal lyd man kender fra USA, mens melodierne og soloerne ofte tager afstikkere ind i noget der til tider minder mere om svensk melo-death. 

Der er ingen decideret dårlige numre på ”Promises in Blood”, men alligevel vil jeg fremhæve et firkløver af numre i form af åbneren ”Darklands”, ”A Heart For A Heart”, ”Bring Me The Head Of Christ” og “Through The Fiery Halls”, hvor melodi, groove og catchiness går op i en højere enhed. Cannibal Corpse er ganske givet stadig George ’Corpsegrinder’ Fishers 1. prioritet, men det skal nu ikke forhindre mig i at proklamere, at mandens præstation i Paths Of Possession regi er noget nær det bedste, jeg har hørt fra han helt tilbage fra de glade Monstrosity dage og frem til nu! Hr. Fisher lyder sjældent oplagt og sprød på ”Promises In Blood”, og beviser atter for gud ved hvilken gang at han er blandt de absolut bedste growlere genren nogensinde har fostret! Super! 

Efter ”Haunted” degenererede Six Feet Under efter min mening mere og mere frem imod den karikerede parodi på plat røvballe dødsmetal som bandet praktiserer i dag. Her kunne Barnes med fordel skele lidt til sin kollega Fishers præstation på ”Promises in Blood”; Paths Of Possession har så langt fra lavet noget mesterværk af et album, men ”Promises in Blood” har noget af den samme fængende, catchy og primitive charme som ”Haunted” havde i sin tid. Derudover er ”Promises in Blood” som nævnt også ret melodisk, uden at det decideret kammer over i melo-death klicheer, og Fishers stemme passer som sagt overraskende godt til denne kombination. Er man fan af genren, foreslår jeg at man glemmer alt om Six Feet Under og tjekker Paths Of Possession ud i stedet for. ”Promises in Blood” er nemlig i mine ører et af de mest underholdende old school death metal albums indtil videre i år. CCCC½ -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM