ADVARSEL : Hvis man KUN hører metal og forventer en anmeldelse af et metal album, kan man godt allerede nu springe videre til en anden anmeldelse, for det eneste Parzivals musik har til fælles med metal er musikkens skumle stemning; en stemning som gør at andre meget specielle non-metalbands som f.eks. Elend, Blood Axis og Laibach alligevel har adskillige åbensindede metalfreaks blandt sine fans. Derfor denne anmeldelse. 

Parzival er en trio af herboende Russiske musikere der tidligere under navnet Stiff Miners nåede at udgive to albums, før albummet ”Anathema Maranatha” udkom i 1999 som det første album under det nye navn Parzival. Da jeg i sin tid erhvervede mig ”Anathema Maranatha” virkede denne udgivelse mere speciel end egentlig god, men siden voksede det album til noget lignende kult-status hos undertegnede, så jeg var mere end spændt på, hvad Parzival mon kunne finde på med ”Blut und Jordan”. Ventetiden har været ulidelig…

Jeg skal lige love for at jeg IKKE blev skuffet! ”Anathema Maranatha” var som sagt en stor udgivelse, men ”Blut und Jordan” er det album overlegent på alle planer. De trods alt lidt for tydelige referencer til Laibach og de til tider lidt for syntetiske arrangementer på ”Anathema Maranatha” er på ”Blut und Jordan” byttet ud med et mere organisk lydbillede med brug af flere autentiske instrumenter og en mindre tydelig beundring for Laibach, hvilket yderligere er med til at understrege, hvor unikt et band Parzival er på dagens musikscene. 

Albummet sættes i gang med nummeret ”Jerusalem”, der med sin mellemøstlige stemning sat op imod noget der lyder som et kirkeorgel nærmest minder som soundtracket til et kristent korstogt til Det Hellige Land, mens ”Vada Solomecum” med sin brug af minimalistisk, hamrende metal-percussion og en nærmest propaganda-agtig, kommanderende vokal, er det nummer der kommer tættest på den gamle Laibach old-school industrial lyd.

Den meget stemningsfulde skæringen ”Volto” minder mest af alt om musikken til en eller anden middelalderlig begravelses-procession pga. brugen af diverse gamle, etniske blæseinstrumenter og percussion, og på ”Egyptische Töde” får man trods alt lov at opleve noget der lyder bare lidt hen af metalmusik, idet Allan Tvedebrink fra Withering Surface til stor effekt har lagt noget crunchy elektrisk guitar på hvad der ender op med at være albummets tungeste nummer.

Albummet sluttes af med perlen ”Sefir”, der får én til at tænke på en triumferende march efter et veloverstået korstogt, komplet med messingblæsere af forskellig art, piccolofløjte, violin og pauker. En meget storslået og passende afslutning på en udgivelse der i den grad går egne veje, både hvad angår musik, tekst og udtryk. 

Forsanger Dimitrij Bablevskij har en afgrundsdyb stentorrøst, hvis lige ikke er hørt siden Fras Milan fra Laibach, og han skifter mellem Tysk og Latin, gerne i samme nummer, og det er med til yderligere af forstærke det indtryk af klam fangekælder-atmosfære, middelalderlige inkvisitioner, korstogter og generel religiøst vanvid som ”Blut und Jordan” til overflod er eksponent for.

Parzival har som sagt deres HELT unikke og personlige udtryk, der ikke minder om ret meget andet på nutidens musikscene, udover de få omtalte referencer til Laibach. Dette faktum er dog ikke ligefrem med til at gøre ”Blut und Jordan” til en let udgivelse at skulle anmelde, da det sikkert for mange vil være et for outreret og fremmedgørende album. 

Jeg kan derfor ikke gøre andet, end at opfordre folk med mod på en anderledes musikalsk oplevelse til på det kraftigste at tjekke Parzival ud, for i undertegnedes øjne er ”Blut und Jordan” intet mindre end et MESTERVÆRK! For åbensindede metalhoveder der har obskure albums som f.eks. Elends ”The Umbersun”, Laibachs ”Nova Akropola” eller Blood Axis´ ”The Gospel of Inhumanity” stående på CD hylden, GARANTERER jeg i hvert fald for, at ”Blut und Jordan” vil pynte gevaldigt på enhver samling af skumle, genreoverskridende kult-udgivelser. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM