Er det en fugl? Er det et fly? Nej, det er skam Paradox Backlash! Hurtigere end en kugle og i stand til at udbrede kaos fra Hjørring som chokbølger gennem land og rige med brutal effektivitet på denne funklende nye selvfinansierede femnumres cd. Fra starten af føltes det bare godt, da jeg fiskede den lille frækkert ud af konvolutten. Designet er simpelt og effektivt på en opkvikkende, lys facon, og bare det at papiret, coveret er trykt på, er lækkert at gramse på, sætter til stadighed en overflod af berøringsmæssige stimuli reaktioner i gang her. Så forstår man straks bare en anelse bedre folk med en udtalt fetich omkring banan mos, læder eller grønne løvfrøer…

Forgængeren ”The Lounge Campaign” bød på mange stilistiske afstikkere oven på skelettet af kaotisk hardcore, men sørme så om ikke udtrykket her virkelig er blevet nedbarberet på det groveste til en ekstremt målrettet hvirvelstorm af sønderlemmende toner, frisk fra den donerede lever…eller var det en nyre? En glæde ved de mere innovative eksponenter af den moderne og sindssygt hjernevridende hardcore er helt klart at spore, og især ting som Dillinger Escape Plan og The Blood Brothers kan komme på tale som sammenligningspunkter her.

De fire første tracks føles på mange måder som en evigt skiftende regulering af den daglige dosis psykofarmaka - altså med andre ord forbandet turbulent, rimelig uforudsigeligt, og med overhængende chance for kvalme, svedeture og andet problematisk pomp og pragt fra godteposen. Brugen af programmerede trommer kombineret med et afstraffende riff-arbejde giver hele affæren en næsten umenneskelig aura, så jeg ved faktisk ikke, om jeg ville ønske, at de fik en homo sapiens på trommer ude i fremtiden. Noget anderledes den seks minutter lange finale, ”Johnny Freedom and the Elegant Tragedy”, hvor udtrykket bliver mere snigende og mørkt. Her tør Paradox Backlash tage den med ro – præcis som ham gutten med fuglemasken, kniven og det uvaskede, ildelugtende forklæde der står bag dig lige NU…!!!

Allerede hvor de står nu er der sket en yderligere distancering fra inspirationskilderne, men det bør bestemt ikke stoppe her. Der skal bare kløes på med udviklingen af nyudklækket undergravende og taktisk terrorvirksomhed, så det individuelle udtryk for alvor bliver komplet. En fremavling af et bredere vokalspektrum, i hvert fald på de hurtigere numre, ville nok også være prisværdigt. Som sådan er det punkede og utilpassede skrigere helt fino, men under vedvarende genhør mistes der en smule gennemslagskraften, og det vil jeg godt vædde på, at der kan rettes op på.

Temaet på skiven er for øvrigt katastrofer, og det vil i den grad være katastrofalt, hvis du ikke lige fluks sender et par linier via informationsmotorvejen til contact@paradoxbacklash.com for at rekvirere dig dit eget eksemplar af denne helt igennem habile demo…mæ’ det vuns! Jeg kan i hvert fald snildt bruge det her som opslugende distrahering indtil ”Miss Machine” lander, men selv efter det vil Paradox Backlash nok også stadig klart kunne kæmpe sig vej til afspilleren uden større svinkeærinder. Gimmie more, gimmie more… - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM