Så er det blevet tid til endnu et opus fra goth-metal veteranerne fra Halifax. Ligesom deres åndsbeslægtede kolleger i My Dying Bride har Paradise Lost igennem de senere år været garanter for genrebevidste kvalitetsudspil. De prunkløse produktioner for dedikerede fans er kommet med en driftsikkerhed der kun overgås af bandets stilsikre præcision. Paradise Lost gør simpelt det de er bedst til, de finpudser og videreudvikler deres særegne og stilskabende udtryk.

Værktøjet er ikke længere vilde modernistiske eksperimenter, hvor gruppen prøvede at inkorporere elementer der lå mere eller mindre langt fra deres eget univers. Det har de prøvet før og det var ved at gå helt galt med ”Host” (1999) og ikke mindst ”Believe In Nothing” (2001). På de plader flyttede Paradise Lost sig så langt fra deres eget fundament, at de var ved at midste ikke bare deres fans, men også deres egen identitet. Intentionerne var gode nok, men endte i den ene blindgyde efter den anden. Belært af disse fejltagelser har PL siden valgt at kigge ind ad i deres eget univers, som nu udforskes ud fra punktnedslag tilbage i deres efterhånden lange karriere.

Der er tale om det 12. studiealbum fra Paradise Lost, hvilket i sig selv må siges at være en bedrift når man tænker på, hvor store deres produktioner egentlig er både musikalsk, tekstmæssigt og visuelt. Denne gang vil punktnedslagene få gamle fans til at slikke sig munden. Efter min mening er tale om en tilbageblik på klassikeren ”Draconian Times” (1995) og den lidt oversete ”One Second” (1997), men der ikke tale om at Paradise Lost blot gentager sig selv. De melodiske klangflader er denne gang tilført et mere brutalt udtryk, ligesom tempoet generelt har fået et nøk op ad.

Åbneren ”As Horizons End” lover mere end godt for resten af albummet. Det er klassisk Paradise Lost, med den sært folkloristiske melodi, der gør at man dårligt kan kalde stilen for doom, selvom det selvfølgelig er meget nærliggende. Skæring 2 ”I Remain” fortsætter med pågående staccatoriffs, der tager livtag med den store melankolske komposition, en feeling der følges kraftigt op på med den monumentale ”First Light”. De gode takter fortsætter ikke mindst med titelnummeret, der som foreløbigt højdepunkt er forbandet fængende. I ”Living With Scars” sætter Paradise Lost trumf på, og viser at de har erkendt at de er i underholdningsbranchen. Dette gælder også teksterne, fx i ”Last Regret” der rummer den uforglemmelige linie ”Kill the will to die…”. Paradise Lost spiller op til fest og leverer alt i alt en sikker investering for både gamle kendinge og nytilkommere.

Afslutningsvis en forbrugeroplysning. ”Faith Divides Us Death Unites Us” fås også i en limited dobbelt cd-udgave. Udover det glimrende bonustrack “Cardinal Zero” skal man dog kun investere i denne udgave, hvis man er interesseret i et flot teksthæfte samt to mislykkede versioner for symfoniorkester af hhv. titelnummer og ”Last Regret”. Med andre ord, spar pengene og køb den almindelige udgave. Der er smæk for skillingen og lover godt for når Paradise Lost forhåbentligt skal ud og præsentere den live. -simon

Kom med kommentar i vores FORUM