Siden Papa Roach, med bl.a. Linkin Park flød ind med 2.-bølgen af nu-metal-ekvilibrister, søgende samme guldgrube, som allerede etablerede og genre-definerende bands som Korn, Limp Bizkit og Deftones havde gravet dybt i, har den californiske kvartet hældt den udskældte rapcore, der kendetegnede gennembrudsskiven "Infest" ud med tidevandet, og til gengæld viet karrieren til et mere hard rock-orienteret udtryk, der tog sin foreløbige kulmination på forrige års ganske glimrende "Getting Away With Murder". En plade, der godt nok uden at sætte betydelige mærker i rock-historien, var utrolig direkte, fængende og medlevende, den store mainstream-appel til trods.

Det var derfor med en vis form for spænding og imødekommenhed, at jeg modtog "The Paramour Sessions". Ikke at forventningerne ligefrem balancerede i højere himmellag, skyhøjt mellem jetjagere, men de dannede dog en absolut fast grobund for glæde ved pladens ankomst. Dog, viser det sig, at Papa Roach´s nye album, i dén grad er en skuffelse.

Lad os begynde fra en ende af; "The Paramour Sessions" lyder i både opbygning, form og eksekvering som en ren duplikation af "Getting Away With Murder". Der er ingen overraskelser at hente, blot samme rutine som sidst. Det ville imidlertid være, hvis ikke lidt tamt, så alligevel godtaget, hvis nu sangene besad samme umiddelbare råstyrke og melodiske substans, som forgængeren, i min bog, vitterlig lagde inde med. Problemet bliver bare for alvor synligt, når de nye numre, i selv de bedstes tilfælde lyder som det rene overskudslager fra forrige album. Omkvædene er inderligt ligegyldige. Melodilinjerne smyger om lytteren, som uendeligt velkendte og fortolket til døde, mens sanger Jacoby Shaddix´ pubertære tekster, når sit virkelige lavpunkt her. Jeg vil ikke citere nogle tekststykker, men lad mig bare sige at det er voldsomt komisk, på første side i bookletten, at se manden i sort, dyster make-up og verdens mest gravalvorlige fjæs, side og skrive lyrik ned i sin dagbog, som om det var det sværeste for ham nogensinde, at skulle dele sine følelser på sådan et infantilt plan. Jeg kan altså kun grine. Opdag selv. Nej, lad hellere være.

For at blive lidt positiv kan sange som åbner og single "To Be Loved", og "Alive (n´ Out Of Control)" måske anses som ganske habile og moderat fængende, men end ikke her, på pladens bedste øjeblikke, viser Papa Roach den ofrende passion og dirrende intensitet, der groede ud af "Infest", og anlagde kakerlak-drengenes stjernefart. Når refrænet i ".To Be Loved" gentages, ihvertfald de første 12 gange, er de komfortable lette løsninger altså alt for udnyttede. Papa Roach tager simpelthen ikke nok chancer, og ender tit op med at kvæle sine egne melodier på denne overspillede måde, dræbende al farlighed som konsekvens.

At Papa Roach nok skal få sig mindre hit er alligevel ikke utænkeligt. Således er både "Time Is Running Out" og "What Do You Do?" vel nærmest, med deres voldsomt leflende college-udtryk, selvskrevne på soundtracks til nye pinlige teenage-film, fra USA. Jeg håber dog alligevel eventuelle købere af pladen vil kunne gennemskue "The Paramour Sessions"´s letkøbte eksistensberettigelse, og dreje en stor runde udenom, når nye investeringer ryger i pladekurven. Det skylder man sig selv. -dennis

Kom med kommentar i vores FORUM