Som tiden dog flyver. Debuten fra 1997 bar præg af en vis famlen, men blot to år senere vendte Peter Tägtgrens Pain projekt tilbage med nyfunden fokus på den glimrende ”Rebirth”. Omlægningen til regulær ørehænger-metal, hvor det rimelig tunge og ekstremt poppede forenedes, skulle vise sig at ramme plet, dog primært i hjemlandet Sverige. Med ”Psalms of Extinction” debuterer Pain nu på Roadrunner efter afgangen fra Stockholm Records, men derudover opleves dette femte album i rækken ikke som videre skelsættende. Enten kan udspillet rubriceres med de autopilot-albums, som lidt for hyppigt melder deres ankomst i Hypocrisy diskografien, eller også er Pain-opskriften løbet ind i nogle naturlige begrænsninger.

Et stykke hen ad vejen fungerer det ellers meget godt. Førstesinglen ”Zombie Slam” er rigtig heftig og gæstes af Mikkey Dee (Motörhead), der som den rene Duracell-kanin føjer energi til nummeret med sit hæsblæsende og ustoppelige trommespil. Björk coveret, ”Play Dead”, leveres med rigelig tyngde i guitarlyden til at være relevant, dog uden at sangens oprindelige charme kvæles. Klart blandt højdepunkterne herpå i selskab med perlen ”Computer God”, der ligeledes bider fra sig. Desværre føles albummet som helhed en smule langtrukkent og gentagende, de åbenlyse lyspunkter fraregnet. Forgængerens dystre retning var nu ellers ganske god, men hvor der tidligere illustreredes en effektivt modpolær virkning mellem kanten i de simple riffs og brugen af regulær eurodance-synth, flyder elementerne nu mere ukarakteristisk sammen.

Gråzonen kommer sig måske af, at Tägtgren har behov for at omtænke Pain på ny? Hvad ”Psalms of Extinction” primært udsletter, er troen på, at niveauet fra ”Rebirth” atter opnås. Det friske er aftaget og tilsyneladende svært at genfinde. Ellers en ok solid, men alt for rutinepræget præstation. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM