pain - dancing with the dead |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 21.03.2005 | Ørehænger-Metal | Stockholm/Universal | Peter Tägtgren |
|
Om man så satte en pistol for panden på arbejdsnarkomanen og metalfænomenet Peter Tägtgren, og bad ham om at skrue ned for blusset, ville manden næppe slå røven i sædet for at koble lidt af. Dette lod sig desværre illustrere på den hårde måde for noget tid tilbage, da et stressrelateret slagtilfælde ramte ham som lyn fra en klar himmel, og det er bestemt ikke utænkeligt, at disse pulsløse minutter, svævende mellem livet og det hinsides, har været en altafgørende faktor for at mørket og døden dominerer Pain projektet i denne ombæring. Techno-poppen har måttet vige en anelse for de tunge guitarflader, men helt i overensstemmelse med albumtitlen er der stadig tale om et ligefrem danseværdigt bekendtskab, og hr. Tägtgren skammer sig bestemt ikke over evnen til rendyrket hitproduktion. Et glimrende eksempel herpå er ørehængeren, ”The Same Old Song”, som jeg allerede selv under en håndfuld sessioners formålsløs vandring mellem tv-kanalerne i såvel dag- som nattetimerne har fanget på MTV, hvor nummeret bestemt har indgået i den bedre del af deres ellers så tvivlsomme repertoire. Evnen til at lokke et ikke-metallyttende publikum med på noget tung tråd er under alle omstændigheder fantastisk, men sært lyder beskrivelsen, hvis man endnu ikke er bekendt med Pains bagkatalog, og jeg erindrer udmærket heller ikke selv at tro på de mange ”E-Type goes heavy metal” beskrivelser, da album nummer to, ”Rebirth, udkom tilbage i 1999. I hvert fald ikke før jeg via egen erfaring måtte konstatere, at de gale udmeldinger skam holdt stik. Kombinationen af dunkende, poppede rytmer og metal raffineres yderligere af nogle svulstige, orkestrale indslag, som fra tid til anden tillades godt med spillerum, men i den tungere ende har vi også de dominerende riffs i ”Stay Away” og ”Count me out” som modvægt. ”Dancing with the Dead” kan desværre
ikke snige sig helt ubemærket forbi ”let ind / let ud” stemplingen,
men til en afveksling kan festmusik med dystre undertoner bestemt også
være smuk adspredelse, så decideret høvl for lige
præcis det aspekt af Pain bør Tägtgren absolut heller
ikke tildeles. - guldman
|