him

Efter et kvart århundrede som solo-artist i kølvandet på at være blevet fyret fra verdens sejeste band Black Sabbath, er det vel egentlig ved at være på tide med et boks-set til ære for den tunge rocks gale gamle mand Ozzy? Det rådes der nu bod på med de 4 CD’er der udgør denne massive ”Prince of Darkness” udgivelse, der sjovt nok er produceret af Ozzys allestedsnærværende kone Sharon i samarbejde med Bruce Dickinson (ikke ham fra Iron Maiden).

CD 1 koncentrerer sig om Ozzys 3 første albums, mesterværkerne “Blizzard of Ozz” og “Diary of a Madman” samt den næsten ligeså klassiske “Bark at The Moon”. Metalliske evergreens som ”Goodbye to Romance”, ”Suicide Solution” og ”Flying High Again” får vi i versioner hentet fra det sublime live-album “Tribute”, der efter Ozzys mening er den bedste måde at opleve Randy Rhoads guitar-tryllerier på. Når man hører Randys orgiastiske solo på live-versionen af ”Suicide Solution”, forstår man hvorfor! Få kunne få en guitar til både at synge og knurre som den mand!

Klassikere som ”Mr. Crowley”, ”Crazy Train”, ”Over The Mountain”, ”You Can’t Kill Rock And Roll” og den skizofrene ”Diary of a Madman” er desværre at finde her i de ’studie-udgaver’ der kom for et par år siden, hvor bassist Bob Daisley og trommesager Lee Kerslakes indsats fra originalerne er erstattet af et til lejligheden nyindspillet rytmespor, hvilket efter min mening er en nærmest utilgivelig kunstnerisk fadæse! Heldigvis er numrene ”Spiders”, ”Rock’n’roll Rebel” og den smukke ballade ”You No Different” fra ”Bark at The Moon” inkluderet i deres helt oprindelige fremtoning.

CD 2 dokumenterer perioden fra albummet ”The Ultimate Sin” og frem til det seneste studie-album ”Down to Earth”. Efter min mening hører ”The Ultimate Sin” ikke til Ozzys stærkeste albums, så det passer mig fint, at de 3 numre ”Ultimate Sin”, ”Never Know Why” og ”Thank God for The Bomb” fra denne udgivelse er taget med i versioner fra den svært underholdende live-video ”The Ultimate Ozzy” fra 1986; en video jeg nærmest sled op i sin tid! Ah, ren nostalgi!

Albummet ”No Rest for The Wicked” var det første Ozzy album, hvor det nye guitarfund Zakk Wylde medvirkede, og på “Crazy Babies” og “Breaking All The Rules” hører man tydeligt, at Zakk i sandhed var manden til jobbet; især riffet til førstnævnte nummer sidder lige i skabet! Fra ”No More Tears” får vi album-versionen af det nyklassiske titelnummer, og så ellers alternative demo-versioner af ”I Don’t Want to Change The World”, ”Mama, I’m Coming Home”, ”Desire” og ”S.I.N.”; sidstnævnte i øvrigt med Geezer Butler på bas! Disse versioner er måske mere upolerede end de endelige versioner, men til gengæld har de så en lækker rå og ligefrem kvalitet over sig.

En lidt halv-sløj live-udgave af ”Perry Mason” og en anderledes demo-version med både saxofon og gospelkor på ”See You on The Other Side” er det man får serveret fra "Ozzmosis” albummet, mens Ozzys foreløbigt sidste regulære udgivelse ”Down to Earth” repræsenteres ved studie-versionen af balladen ”Dreamer” og en live-udgave af ”Gets Men Through”. Den fede ”Facing Hell” er i øvrigt inkluderet i en demo-version under sit oprindelige navn ”Bang Bang (You're Dead)”; en titel som åbenbart var for kontroversiel. Som en lille kuriositet er der også lige et nummer der hedder ”Walk on Water”, som oprindeligt er at finde på soundtracket til filmen ”Beavis & Butt-head Do America”; en overraskende fedt og stemningsfuld skæring med et næsten østligt feel over sig.

CD 3 er forbeholdt nogle af de mere eller mindre vanvittige musikalske samarbejder Ozzy har kastet sig ud i gennem årerne. Blandt de mere forudsigelige er duetten med Lemmy & Motörhead på ”I Ain’t No Nice Guy” og genindspilningerne af klassikerne ”Iron Man” og ”N.I. B.” i samarbejde med henholdsvis Therapy? og Primus taget fra de 2 Black Sabbath ”Nativity in Black” hyldestalbums. Den tunge Rick Rubin producerede cover-version af Status Quos ”Pictures of Matchstick Men” spillet sammen med Type O Negative og taget fra soundtracket til Howard Sterns film ”Private Parts” er selvfølgelig også medtaget, ligesom Black Sabbath nummeret ”Psycho Man” fra det dobbelte live-album ”Reunion” også har sin naturlige plads hér.

Det er dog de lidt mere syrede og overraskende musikalske kollaborationer der først og fremmest er interessante; især cover-versionerne af The Bee Gees disco-pop hit ”Stayin’ Alive” med Frank Zappas søn Dweezil og duetten med Miss Piggy fra Muppet Show på Steppenwolfs ”Born to Be Wild” fremkalder et stort smil. Helt bizar er Was Not Was’ electro/synth-pop nummer ”Shake Your Head (Let’s Go To Bed)”, hvor Ozzy synger duet med Kim Basinger! På “Nowhere to Run (Vapor Trail)” fra “Chef Aid: The South Park Album” samarbejder så forskellige kunstnere som Crystal Method, DMX, og nyligt afdøde Ol’ Dirty Bastard fra Wu-Tang Clan med Ozzy, men resultatet er faktisk rigtigt overbevisende; det kunne nemt have været inkluderet på det ultimative cross-over projekt-album over dem alle, nemlig soundtracket til ”Judgment Night”! Apropos Wu-Tang Clan så hjalp Ozzy og Tony Iommi netop disse på en tung genindspilning af Wu-Tang Clan nummeret ”For Heaven’s Sake” som også er at finde hér, men det mest funky af alle bidragene er dog skæringen ”Therapy” med Suicidal Tendencies sidegruppen Infectious Grooves, hvor Ozzy låner sin vokal til det smittende omkvæd. Kun cover-versionen af Jimi Hendrixs ”Purple Haze” er lidt gumpetung og uelegant, og så mangler jeg lidt at Ozzys smukke duet med Lita Ford på nummeret ”Close My Eyes Forover” var blevet inkluderet.

CD 4 består af 10 til lejligheden nyindspillede cover-versioner af numre der har en helt speciel betydning for eller plads i hjertet på Ozzy, og som guitarist har selveste Jerry Cantrell fra Alice in Chains samarbejdet med Ozzy i den forbindelse! Løjerne indledes med et af undertegnedes absolutte favoritnumre overhovedet, nemlig King Crimsons ”21 Century Schizoid Man” fra mesterværket ”In The Court of The Crimson King; en af rockens helt store genredefinerende albums. Klogelig nok vælger Ozzy at fortolke denne prog.-rock perle på en mere ligefrem og heavy måde, og det fungerer forbavsende godt. Også Mountains stenede betonrock hit ”Mississippi Queen” er blevet en dejlig tonstung sag med en gæste-solo af Mountains oprindelige guitarist og sanger Leslie West. At Ozzy har valgt at give sin version af ”Sympathy For The Devil” af The Rolling Stones synes oplagt, ligesom udgaven af John Lennons ”Working Class Hero” synes helt i tråd med Ozzys næsegrus beundring for The Beatles og Lennon i særdeleshed; på sidstnævnte leverer Ozzy i øvrigt en dejlig bittersød og sammenbidt vokalpræstation.

Desværre er der også en lille håndfuld i mine ører mindre vellykkede cover-versioner at finde. Udgaverne af Mott The Hooples ”All The Young Dudes” og The Animals’ ”Good Times” lyder som en gang halv-snalret pub-rock, og versionen af Arthur Browns sublime klassiker ”Fire” letter ikke rigtigt fra jorden, da Ozzy trods alt slet ikke er i besiddelse af Browns fantastiske stemmepragt. Desuden er den afsluttende duet med datteren Kelly på den gamle Black Sabbath ballade ”Changes” efter min mening ret ligegyldig og overflødig, selvom det rent faktiske er Ozzys eneste single der nogensinde har ligget nr. 1 på hitlisterne.

Med 52 numre og en spilletid på omkring 250 minutter er der nok at gå i gang med på denne ”Prince of Darkness” boks, og langt hovedparten af materialet på disse 4 CD’er er relevant og værd at bruge tid på. Er man som undertegnede inkarneret Ozzy fan igennem snart 2 årtier, byder de 2 første CD’er måske ikke på de helt store overraskelser, mens de 2 sidste CD’er til gengæld har en hel del spændende og atypisk guf at byde på. Da selve boksen og den 60 siders medfølgende booklet, der indeholder masser af fede billeder, sangtekster og kommentarer fra Ozzy selv, også er ganske lækker, kan ”Prince of Darkness” sagtens anbefales til både mangeårige og nytilkomne tilbedere af Mørkets Fyrste, mr. John Michael ‘Ozzy’ Osbourne. Long may he live. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM

Karakter	Udgivet	Genre/Stil	Selskab	Producer
CCCC	21.03.05	Heavy Rock/Metal	Epic/Sony	Osbourne/Dickinson