I slutningen af 80’erne/starten af 90’erne overbeviste udgivelser som ”The Years of Decay”, højdepunktet ”Horrorscope” og den tungere ”I Hear Black” undertegnede om Overkills kvaliteter. I takt med at grunge, black og death metal langsomt manøvrerede thrash metal genren lidt ud på et sidespor, og da Overkill samtidigt udgav nogle i mine ører uinspirerede albums med en slags udvandet ’biker-venlig’ metal/thrash hybrid, gled bandet lige så langsom ud af min bevidsthed, og siden har jeg– fortjent eller ufortjent - ikke rigtigt fulgt med i bandets gøre og laden. Før nu!

Pludselig sidder jeg nemlig med et anmelder-eksemplar af Overkills nye album ”Ironbound” i hænderne, og kan til min store glædelige overraskelse konstatere at Overkill anno 2010 sgu pludselig lyder næsten ligeså veloplagte, som de gjorde på ”Horrorscope” i det salige år 1991! Hvilket vil sige at forsanger Bobby ”Blitz’ Ellsworth stadig har sin karakteristisk nikotin-hærgede køtervokal i behold, at D.D. Vernis bas fortsat lyder dejlig markeret og ’stålet’, samt at bandet som i storhedstiden fremturer med en ligefrem, energisk og catchy omgang thrash med enkelte afstikker ind i mere traditionel heavy metal territorie.

Apropos D.D. Vernis særegne baslyd, så starter det indledende nummer ”The Green and Black” netop med en lille bas signatur, inden Overkill for alvor lukker op for godteposen med energisk mid- til uptempo thrash kombineret med et sangbart og memorablet omkvæd; en vellykket kombination der også viser sit værd på bl.a. titelnummeret, ”The Goal is Your Soul”, ”Give a Little”, ”In Vain” og ”Killing for a Living”. En smule anderledes er ”Bring Me the Night” og ”Endless War”; førstnævnte minder mig en del om Judas Priest/Halford i sit mere klassiske heavy metal udtryk, mens sidstnævnte til tider lyder som om det er planket nærmest direkte fra Iron Maiden.

Skal man være en smule kritisk, kunne man indvende at numrene generelt er en smule for lange (de fleste bevæger sig i 5-8 minutters området), samt at kompositionerne indbyrdes egentlig ikke varierer så fandens meget fra hinanden i hverken opbygning eller udtryk; især det sidste er dog et forhold, man gerne lever med, hvis udbyttet så til gengæld er et rendyrket old school thrash album i stedet for det udvandede udtryk, jeg mindes fra de skuffende Overkill udgivelser i kølvandet på ”I Hear Black” i sin tid. Produktionen, som Overkill selv har stået for i samarbejde med Peter Tägtgren, er til gengæld faldet yderst heldig ud; alt lyder kraftfuldt, tydeligt og potent.

Med den stadig igangværende thrash revival, der både omfatter genopstandne kultbands fra genrens 80’er fortid og nytilkomne (mere eller mindre relevante) opkomlinge, må Overkill siges at have fundet et opportunt tidspunkt at genfinde fordums form og styrke på. Ikke at ”Ironbound” på nogen måde tilføjer thrash disciplinen nye og uventede facetter, men indenfor genrens vedtagende konventioner fungerer det nye Overkill album endog rigtigt godt; ja, faktisk så godt at alle thrash-fans – nye som gamle – bør tjekke ”Ironbound” ud, og få en lektion i hvordan de helt klassiske Overkill dyder tager sig ud iklædt en moderne produktion. Som nævnt indledningsvist havde jeg absolut ingen forventninger til Overkill længere, så ”Ironbound” må for mit vedkommende betegnes som det nye metal-års første positive overraskelse... CCCC½ –byrial

Kom med kommentar i vores FORUM