Intet mindre end fantastisk. Og en lettelse endelig at kunne sige det, efter at ”Ultima Thule”, Ostaras tredje album i rækken, har været genstand for megen had, harme og bespottelse som umiddelbar reaktion fra min side, da det endelig landede efter længere tids venten. Kulden fra det højeste nord har heldigvis formået at sænke min puls og kropstemperatur til et tåleligt niveau, hvor irrationelt raseri ikke længere er en mulighed, og det er jeg virkelig taknemmelig for, da et lukket sind ville have afholdt mig fra nogensinde at tage denne isperle til mig.

Førhen gjorde Richard Leviathan primært i neo-folk med et friskt, poppet touch, og forgængerne ”Secret Homeland” og ”Kingdom Gone” er blandt det ypperste genren har fostret gennem årene. Af disse to har jeg aldrig formået at udpege en klar favorit, og derfor var forventningerne om en yderligere finpudsning i den retning da også store i tiden op til udgivelsen af ”Ultima Thule”. Men Leviathan har altså som en anden tryllekunstner trukket den ultimative kanin op af hatten og leveret noget helt, helt andet end det forventede. Og jeg hadede ham samt den nye sparringspartner, Stu Mason, intenst under de indledende gennemlytninger, inden jeg så (nord)lyset for alvor. Nu er det ren kærlighed.

Største overraskelse var klart, at der er kommet S T R Ø M på, næsten over hele feltet, hvilket jo står pænt meget i kontrast til de tidligere albums og nærmest får mig til at tænke tilbage på dem som hyggelige samlinger af lejrbåls viser nu. Men selvom lyden på den måde er blevet mere gennemslagskraftig, er den ultimative force her stadig den altomsluttende og altopslugende, men alligevel æteriske atmosfære, der fuldt ud bidrager til en yderst lunefuld stemning. En del af succesen skal nok også tilskrives Waltaris Kari Hatakka, hvis bidrag på elektronik fronten klart giver lyden og stemningen et glimrende boost på bl.a. ”Diva de Sade” og ”Nightmare Machines”.

Det er dog alligevel ikke nogen grundlæggende formel for albummet. Tag f.eks. det monumentale a cappella nummer “Black Templar”, der med simple præmisser fuldt ud har formået at sende isnende kuldegysninger ned ad rygraden uden undtagelse på enhver, jeg har spillet det for. Og remixet af ”Diva de Sade” der pryder de første 2000 eksemplarer af albummet er ligefrem yderst dansevenligt.

Ostara er på ingen måde gotisk. Men alligevel fornemme jeg også, at tilhængere af såvel Sisters of Mercy som det nyere, mere poppede Tiamat kan hoppe med på vognen uden besvær, da der er lidt af den samme fært at spore i luften her. Hvis dyster pop uden den vanlige naivitet lyder tiltalende, så er det også bare med fluks at slå til.

Der fås næppe en bedre eller smukkere samling formørkede hits på stribe – ”Song of Sam”, ”Does the Truth Make Free” og ”Black Spring” er alle værdige til forgæves forsøg på nedslidning…kom bare an! Især ”Immortally Wounded” skal dog helt øverst på podiet som det smukkeste Ostara nummer nogensinde, og det siger altså ikke så lidt, hvis man er bekendt med bagkataloget. Og omkvædet til ”Rose of the World” vil fra nu af og til mine dages ende være indprentet i dybt min bevidsthed.

Det er rock. Det er pop. Det er dystert. Det er skrøbeligt. Det er summen af alle disse ting og mere til!

Nålen gik fra syd mod nord her uden pardon, og med en så fantastisk evne til omvendelse fra Leviathan og kompagnis side kan jeg ikke gøre andet end at belønne indsatsen ligeså. Albummet udkom ret sent i 2003, men havde jeg rent faktisk fået det inden årets udgang, var top 10’en nok også blevet modificeret derefter. Det store spørgsmål bliver så nu, om disse nydelige herrer har fundet en stil, der behager dem til fulde, eller om de næste gang laver endnu ”en Ulver”, dvs. et totalt stilskifte fra udgivelse til udgivelse, og overrasker os på ny? - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM