orphanage - driven clonepop |
|
orphanage - driven clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 30.04.04 | Groovy Gothic Metal | Nuclear Blast/VME | -- |
|
Da jeg for første gang stiftede bekendtskab med hollandske Orphanage i 1996 via deres 2. album ”By Time Alone”, have jeg aldrig helt hørt noget lignende før. Orphanages måde at skifte mellem dræber-grooves og tunge næsten doomede passager og deres veludførte brug af gregoriansk lydende kor og stemninger samt ’beauty & the beast’ vokaler lød i den grad frisk og nyskabende på det tidspunkt, og ”By Time Alone” har siden opnået semi-legendarisk status hos undertegnede. Herefter skulle der gå 4 år før bandet i 2000 fik stablet efterfølgeren ”Inside” på benene; et ganske fedt album der dog mindede lidt vel meget om ”By Time Alone” i sit udtryk. Atter 4 år er der nu gået, og Orphanage er således klar med det kun 4. album i rækken, ”Driven”, og lad det være sagt med det samme at Orphanage anno 2004 stadig er i besiddelse af alle de kvaliteter der i sin tid differentierede dem fra ellers sammenlignelige bands som Within Temptation, Theatre of Tragedy og Tristania, nemlig først og fremmest deres almægtige GROOVE! Orphanage gør det rigtigt godt, når de spiller tungt og doomy som på numre som “Black Magic Mirror”, “Cold”, “Truth or Lies” og “Beyond the Fall”, men det er de mere uptempo og absurd groovy numre som åbneren ”The Sign”, ”Prophecies of Fame”, ”Dead Ground” og ”My Master´s Master”, hvor Orphanage VIRKELIG rykker uhæmmet igennem! Vokalist George Oosthoek er i besiddelse af et aldeles gustent growl som er med til at skabe det massive lydbillede, som Rosan van der Aas fra tid til anden slår små åndehuller i med sin smukke kvindevokal. Selvom Orphanage ofte er i rytmisk overdrive glemmer de aldrig at få melodien med, og brugen af velplacerede kor-sekvenser, diskret orkestral keyboard og et enkelt black metal skrig in ny og næ er også med til at variere det ellers koncentrerede lydbillede på fornem vis. Rent objektivt burde jeg måske tildele ”Driven” en lavere karakter end jeg endte med at give, idet jeg nødtvungen nok må indrømme, at det nye Orphanage album rent faktisk blot fortsætter i nøjagtig samme stil som ”Inside”, der så igen ikke lød ret meget anderledes end mesterværket ”By Time Alone”. Det burde egentligt trække lidt ned. På den anden side har Orphanage altid haft deres helt egen personlige stil, og et album der rent reflektorisk kan få old man Byrial op at stolen på snart sagt hvert andet nummer kan vel ikke være skudt helt ved siden af målet? Ganske få bands i verden uover power groove specialister som Prong og Pantera spiller med et så guddommeligt groove som Orphanage, så er man fan af Orphanage eller har man mod på et gothic metal band med nosser, så er ”Driven” en sikker billet til en mere end 60 minutter lang groove-fest! -byrial
|