origin - echoes of decimation clonepop |
|
origin - echoes of decimation clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 21.03.05 | Death/Grind | Relapse/Target | Rebeck |
|
Origins to foregående albums “Origin” og “Informis Infinitas Inhumanitas” hører efter undertegnedes ydmyge mening til blandt de absolut mest hæsblæsende og intense death/grind udgivelser nogensinde, ikke mindst pga. den tidligere Angel Corpse, The Red Chord og Skinless trommeslager John Longstreths fuldstændigt overmenneskelige rytmiske evner. Derfor var jeg da også ret skeptisk, da Longstreth forlod den synkende skude, for hvem i alverden skulle nu piske Origin frem imod nye højder udi musikalsk ekstremitet? Svaret på dét spørgsmål forlægger nu på Origins nye og 3. album ”Echoes of Decimation”, og hans navn er James King! Ok, manden er måske lige 5 % mindre teknisk end Longstreth, men når det kommer til at propellere tempoet i vejret matcher han med lethed sin forgænger. James Kings kommer fra bandet Unmerciful, og han har taget det bands guitarist Clinton Appelhanz med sig over i Origin som erstatning for Jeremy Turner, som jo nu er kommet med i Cannibal Corpse. Noget der dog ikke har ændret sig er Origins hyppige brug af et tredobbelt vokal angreb, hvor lead-vokalist James Lee ofte understøttes med growls og helvedesskrig fra guitaristerne Paul Ryan og Clinton Appelhanz, så det i forvejen absurd fortættede lydbillede intensiveres yderligere. Lidt ligesom Han Solos rumskib The Millennium Falcon i Star Wars accelerere Origin gang på gang hastigheden op i hyperdrive, så alle konkurrenterne efterlades knust til stjernestøv et par lysår i slipstrømmen på James King & Co. Faktisk har Origin altid haft en eller anden astral kvalitet over sig; lidt som et sort hul der uimodståeligt suger al energi til sig og nærmest imploderer i knugende kosmisk kaos. Eksempler på dette kan høre på ”Reciprocal”, ”Cloning the Stillborn”, ”Staring From the Abyss” og ”Amoeba”, men rent faktisk er alle numrene uden undtagelse lige langt ude på brutalitetens overdrev. Med 9 numre og en spilletid på 26 minutter er ”Echoes of Decimation” en slags hyperblast death/grind version af Slayers ”Reign in Blood”, hvor alt nådesløst er skåret helt ind til benet. Men tro mig; en lille halv time i selskab med Origin er mere end nok til at få budskabet igennem! Produktionen på ”Echoes of Decimation” er faktisk blevet lidt bedre end den lidt for kliniske lyd på “Informis Infinitas Inhumanitas”; især trommerne lyder knapt så triggered på det nye album. Var brutalitet, intensitet og speed de eneste parametre man skulle karaktergive ud fra, stod ”Echoes of Decimation” til en klokkeklar topkarakter, men der ryger trods alt lige et C i svinget pga. den indbyggede monotoni der trods alt ligger i Origins konstante og vedholdende afstraffelse af lytterens sanseapparat. Origin leverer med ”Echoes of Decimation” bankekød til slemme drenge, og ønsker man at afsøge grænsen for musikalsk brutalitet anno 2005, er dette album bestemt et bedre bud end snart sagt alt andet lige pt.! Sindssygt album… -byrial
|