orange goblin - thieving from the house
of god |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 08.03.04 | Stoner/Heavy Metal | Rise Above/Target | Billy Anderson |
|
Lidt rock, lidt rul, en sjus og et voldsomt hvæs af piben – Orange Goblin ved jo nok efterhånden, hvad opskriften på succes er, men midt i tågerne er fokus paradoksalt nok for alvor blevet fundet, og pludselig virker det hele faktisk knivskarpt lige her i brændpunktet. Coolness faktoren sprænger alle rammer som en tyr i en telefonboks, og det her er bare det mest medrivende bud på en seriøs konkurrent til Nebula i lange tider, selvom Orange Goblin vitterligt også trækker en del på knap så udsvævende 70’er rock som Dictators og Kiss uden at det virker for rodet. Fede bluesy riffs og smækre heavy metal toner skader heller ikke her, og endda lidt soul sang får vi med fra en ikke nærmere defineret madamme på ”Black Egg” som god kontrast til den grødede truckervokal på resten af albummet. En ekstremt energisk og indbydende kontant lyd er, hvad Billy Anderson bag pulten her har smidt i bagagerummet på den monster truck, som ”Thieving…” er. Rigeligt med proviant til lange ørken ture - husk blot at indtage godt med væske, og ikke af den slags på under fem procent! Ingen forsøg på
koncepter der kan sendes til bunds som Titanic ved den mindste slinger
i valsen, og ikke det der ligner ambitioner om at gøre rocken
til mere, end den for alvor er…et basalt behov, fuldstændig på
linie med føde, hvile og formering. Orange Goblin rykker ikke
grænser, men de bidrager i stedet til artens overlevelse på
Planeten Rock. Og for dem humanitære indsats skal der klart lyde
en voldsom salut herfra!!! – guldmann
|