on the might of princes - sirens

Køb hos CDON nu !!!

Karakter Udgivet Genre Selskab Producer
CCCC 20.10.03  Emo/Post HC Revelation/Target Ethan Dussault
 

Skriger bandnavnet ikke bare ”emo” helt ud til de fjerneste afkroge af globen? Sådan lidt på samme måde som Small Brown Bike, Christie Front Drive, Joan of Arc og andre pivede eksponenter af de knap så slagkraftige sager inden for stilen.

Men det ville alligevel være synd og skam blot at klistre emo mærkatet på dem, for On the Might of Princes vækker genklang til så mange andre herlige ting - en mindre rå udgave af Hot Water Music, de gale rytmer i det helt gamle At the Drive-in og endda gode, gamle Fugazis legesyge post-hardcore, dog uden at være helt så ukonventionelle. Derudover har vi også lidt sprælsk rock & roll og nogle indslag fra indie rock, dog af mindre patetiske end vanlig for den slags. 

”Sirens” var ikke et umiddelbart hit her, men der gik nu heller ikke voldsomt længe, inden albummet sneg sig helt ind under huden på mig. Den største force er klart, at selvom albummet er delt op i enkelte numre, så er overgangene mellem disse meget velovervejede og flydende, så det hele kommer til én i lange, dragende bevægelser. Når man først er indfanget, er der ingen vej tilbage.

En hage ved herligheden er dog, at lyden kan virke lidt indsvøbt og dæmpet af produktionen fra tid til anden, og et klarere og mere veldefineret lydbillede havde utvivlsomt resulteret i en umiddelbart større gennemslagskraft. At man tager en tur i Bostons New Alliance Studio, hvor bl.a. Cave In og Isis har slået deres folder, er ikke en absolut garant for en monster lyd.

Altså, et godt og solidt sammenkog af det bedste fra mange verdener. Ekstremt sammenspillede og ikke bange for selvstændigt virke. On the Might of Princes lyder på ingen måde direkte som f.eks. Coheed and Cambria og At the Drive-in, men fans af disse bør alligevel tage særlig notits her, for der er gode muligheder for noget nyt og spændende. Sødt, salt og syrligt. –guldmann














Kom med kommentar i vores FORUM