on broken wings - it's all a long goodbye |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCC | 20.06.05 | Metalcore | Alveran/Century Media/Target | -- |
|
Ensporet, men effektivt – nogenlunde så kortfattet lader essensen af On Broken Wings’ nådesløse moshcore maltrakteringer på ”It’s all a Long Goodbye” sig faktisk opsummere, men lyden af hulemænd, der netop har lært på kluntet vis af gennemprygle hinanden med lårbensknogler, er det nu langt fra, da en bagom liggende, kalkulerende målrettethed har sat sit tydelige præg på hele affæren. Udskæringen foregår udelukkende i tykke lunser, når der vækkes tydelig genklang til det allertidligste output fra Eighteen Visions – dog fuldstændig blottet for samme kækt drilske attitude. Alt i alt går det meget fint med at spille på de tunge tangenter, men derimod kan jeg slet ikke tolerere der charmeforladte forsøg på Poison the Well skønsang, der mere står som irritationsmomenter end hårdt tiltrængt afveksling, og f.eks. her kører Remember Never stilen langt mere overbevisende. Megen mening giver det ikke at
granske de enkelte skæringer, da ”It’s all a Long Goodbye” klart
er et album af den slags, som bare skal ramme dig i én køre
– fuldstændig som en næsten lemlæstende gang prygl
over ryggen på massagebænken. Havde produktionen været
en anelse mindre tåget, skal jeg ikke kunne udelukke, at andre
nuancer ville havde stået frem, men som landet ligger nu, indbyder
On Broken Wings mest af alt til en trampende monoton mosh af den slags,
man nødig vil indrømme over for sig selv at nyde. - guldmann
|