Med meget få undtagelser er udgivelsesprogrammet fra tyske Alveran Records efterhånden blevet en sørgelig affære. On a Warpath lever perfekt op til de manglende forventninger og falder pladask på røven med deres metallisk uelegante hardcore, hvormed den tvivlsomme ære som maksimal bundskraber på en i forvejen nedadgående kurve uden problemer indtages. Godt nok er de et debuterende band og har kun spillet sammen siden 2005, men så havde det måske også været en idé at holde døren til øvelokalet hermetisk tillukket, indtil noget mere relevant var at præsentere for omverdenen end denne ørkenvandring i manglende variation. 

On a Warpath er forhåbentlig slet ikke så kluntede, som de uendelige fuck-this-fuck-that-fucking-fuck-motherfucker udgydelser albummet igennem måtte antyde – ellers står det virkelig skidt til. De holder på at være inspirerede af klassiske Victory bands som Earth Crisis og Strife, begge bannerførere inden for den metalliske hardcore op gennem 90’erne, men ikke ét gram af forbilledernes evne til stilskabende udfoldelse er de selv i besiddelse af. Et fattigmands Hatebreed er mere, hvad On a Warpath lyder af. Ikke mindst pga. den gumpetunge, hule klang, men også fordi de uraffinerede, skabelonskårne kompositioner virkelig bliver en pine at stå model til, så det opgivende, hvide flag mentalt hejses allerede efter få numres tomgang. Vokalerne giver indtryk af, at C-Loc og Jared 510 (de må vist være gangstere…) forinden har konkurreret i nedslubring af lunken havregrød, og den mest irriterende baslyd længe må vi også trækkes med.

En smule godt er der dog alligevel at sige om cd’en – den varer kun små 25 minutter. Ellers er det bare med at træde henover On a Warpath og i stedet springe på den nye Terror plade, ”Always the Hard Way”, hvis det skal være hårdkogt og bistert. -guldmann

Du kan læse flere anmeldelser/artikler skrevet af Guldmann på det nystartede musik webzine Transmission.nu HER.

Kom med kommentar i vores FORUM