|
Californien er det nye Florida!
Staten har alle dage været som en slags katalysator for brutal
deathmetal-genren, og bands som Deeds of Flesh, Decrepit Birth, Disgorge
og Inherit Disease har i en årrække tromlet jorden flad med deres
aggressive og lynhurtige deathmetal. Californiske Odious Mortems debut,
"Devouring The Prophecy", var da heller ikke særlig nem at kende fra
mængden, og derfor er det en positiv overraskelse af de helt store at
bandet har udviklet sig som de har på "Cryptic Implosion".
Siden debuten har bandet fået vokalist Anthony Trapani fra det nu
opløste Carnivorous i folden, og det har bevirket at guitarist og
komponist Dan Eggers, der spillede guitar og leverede vokal på debuten,
har fået friere tøjler. Og jeg skal godt nok love for at det har skabt
resultater! Hvor musikken før som sagt ikke skilte sig synderligt ud fra
mængden, er bandet på "Cryptic Implosion" gået i en helt anden,
progressiv retning. Nu skal jeg nærmest indenom bands som Necrophagist
og Spawn of Possession for bedre at beskrive musikken!
Albummet bliver sparket heftigt i gang af den voldsomt fede "Fragmented
Oblivion", og i 35 minutter er lytteren i et nådesløst jerngreb af
underlige tidssignaturer, aggressive (og dog melodiske) riffs,
fremragende soli og en trommepræstation (af den fantastiske KC Howard,
også i Decrepit Birth) der burde kunne få Dave Culross, Tony Laureano,
Tim Yeung og andre den slags talenter til at kigge sig nervøst over
skulderen. Især de føromtalte soli er jeg nødt til at vende tilbage til,
for Dan Eggers er godt nok et talent som få! Han er måske ikke ligeså
kirgurisk præcis som Necrophagists Muhammed Suicmez, men stilen er helt
hans egen og udføres med en sådan spilleglæde og opfindsomhed at de
aldrig bliver kedelige. Hør bare de to fremragende, meget melodiske
eksemplarer af slagsen i (den i øvrigt voldfede) "The Endless Regression
Of Mind".
Dog er der også tid til at gå tilbage til rødderne, og "Dysmorphic
Avulsion" og "Gestation Of Worms" viser i langt højere grad bandets
oprindelige stil. Pladen rundes på mesterlig vis af med en ret
Necrophagist-agtig perle, "Collapse of Recreation", der kan bryste sig
af ikke mindre end to (FANTASTISKE) gæstesoli fra guitarguden Ron
Jarzombek (Spastic Ink, Watchtower). Sangen blev i øvrigt skrevet på en
time af trommeslager KC Howard på en bærbar computer med programmet
Powertab, i en snusket varevogn på tour med Decrepit Birth.
Ærefrygtindgydende, sangen taget i betragtning.
Producer Zach Ohren har fået en enormt god lyd ud af bandet; guitaren
lyder præcis grovkornet nok til at undgå at falde i samme kliniske lyd
som føromtalte Necrophagist, og trommerne lyder befriende naturlige -
ingen clickclickclick-stortrommer! Hvis du tidligere har lyttet til hhv.
Necrophagist og Spawn of Possession men savnet aggressivitet og
hastighed (respektivt), får du fuld valuta for pengene med "Cryptic
Implosion". Og når så Anthony Trapani lyder noget hen af Glen Benton i
dennes velmagtsdage kan man nærmest ikke blive skuffet!
Ikke mindre end en perle i teknisk deathmetal-genren, og et album der
absolut ikke må forbigås i Europa. -nicolai
Kom
med kommentar i vores FORUM
|