|
Det er åbenbart blevet trendy for gamle 80´er thrash bands at blive gendannet, for indenfor de sidste par år har semi-legendariske bands som Exodus, S.O.D., Anthrax, Death Angel og Dark Angel syslet med et comeback, dog med vekslende succes. Nu synes gode gamle Nuclear Assault åbenbart ligeledes at tiden er blevet moden til en genkomst på metalscenen, og det har de så valgt skal ske i form af dette live-album ”Alive Again”
Desværre tyder noget på at Nuclear Assault havde stået sig bedre ved at forblevet et nostalgisk minde i erindringen på alverdens old school thrash fans, for ”Alive Again” er lidt den musikalske ækvivalent til en cola uden brus; de basale ingredienser er der, men det sidste pift i form af smittende live-stemning, god lyd og inspireret fremførelse mangler desværre i udtalt grad.
For det første lyder det som om der kun er 20-30 i øvrigt sløve tilskuere til denne koncert, og for det andet er lyden desuden underlig kraftesløs og fersk, selvom man reelt set godt kan høre alle detaljerne i Nuclear Assaults klassiske thrash metal. Hvad værre er, lyder Nuclear Assault også lidt ringrustne efter en lang inaktive periode; de fremstår lidt famlende og ikke helt sammenspillede.
Godt nok anser jeg mig selv for at være en håbløst nostalgisk 80´er-thrash junkie, men ”Alive Again” er trods alt for out-dated anno 2003 til rigtigt at være værd at bruge tid og penge på, med mindre man er en endnu større old school thrash fanatiker end undertegnede. I stedet vil jeg forslå to alternativer; enten investerer man i Nuclear Assaults gamle, semi-klassiske studiealbums, der stadig med fordel kan høres i dag, eller også opsnuser man Exodus´ live-album ”Another Lesson in Violence”, der har alt det ”Alive Again” ikke har, nemlig fremragende lyd og en samling genforenede, garvede thrash-rotter der spiller som om deres liv afhang af publikums gode vilje.
Med klassiske thrash hymner som ”New Song”, ”Critical Mass” og ”Hang the Pope” på repertoiret går det dog trods alt ikke helt galt for Nuclear Assault, og ”Alive Again” såmænd ikke den rene ynk, men hvorfor puste kunstigt liv i en sovende legende, hvis resultatet er mindre end sublimt?
Men lad os vente med at fælde den endelige dom over Nuclear Assaults musikalske relevans på nutidens metalscene indtil det comeback studiealbum de efter sigende arbejder på for tiden ser dagens lys. I mellemtiden behøver man som thrash fan i hvert fald ikke ligge vågen om natten i frygt for at være gået glip af et mesterværk ved ikke at eje ”Alive Again”. -byrial
Kom
med kommentar i vores FORUM
|