novact - tales from the soul
clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 18.04.05 | Melodisk Prog.-Metal | Sensory/Laser’s Edge/VME | Philipps/Moos |
|
NovAct er et helt nyt Hollandsk band, og ”Tales From the Soul” er følgelig deres debutalbum. Det nye album er produceret af Oliver Philipps og Christian Moos fra landsmændene i bandet Everon, og det har resulteret i samme helt suveræne lyd som også Everon udgivelserne nyder godt af. Rent musikalsk ligger NovAct også ret tæt op af Everon, idet stilen er en form for stemningsfyldt og velspillet melodisk prog.-metal. Det første jeg bed mærke i mht. NovAct var vokalist og tekstforfatter Eddy Borremans, for modsat de fleste sangere i prog.-metal er der ikke noget falset-sang eller power metal skrigeri over mandens vokalarbejde; han synger bare lige ud af landevejen med sin naturligt flotte stemme, og det finder jeg egentlig utroligt forfriskende til en afveksling. Borremans er klart albummets clou, men også keyboardspiller Michiel Reessink samt guitarist og hovedkomponist Wouter Wamelink skal have deres del af æren for at “Tales From the Soul” i mine ører er blevet en meget overbevisende debutudgivelse, for de er heldigvis begge to mere optagede af at skabe atmosfæriske og lyttevenlige sange end i at demonstrere deres instrumentale evner med svulstige soloer i tide og utide. Inden jeg modtog denne promo, var jeg allerede faldet for nummeret ”The Rider”, som man kunne høre i sin helhed på pladeselskabets hjemmeside, og det er såmænd også blandt højdepunkterne på albummet sammen med bl.a. åbneren ”Sharply Condemned”, ”Hope and Fear” og den smukke power-ballade ”Path of Daggers”. Eneste lille ankepunkt jeg har til ”Tales From the Soul” skulle lige være, at for mange af numrene måske er opbygget lidt for meget efter den samme skabelon, hvor fede skæringerne end måtte være når de bedømmes enkeltvis. Suveræne albums med bl.a. Gordian Knot, Zero Hour og At War With Self har forstærket indtrykket af, at amerikanske The Laser’s Edge, medregnet underselskaberne Sensory og Free Electric Sound, er ved at markere sig som en slags fræk lillebror til tyske InsideOut Music, som ellers sidder tungt på markedet for progressiv rock/metal. Nyeste skud på stammen er altså hollandske NovAct, som ikke behøver at have mindreværdskomplekser over at blive omtalt i forbindelse med de ovennævnte amerikanske labelmates, for ”Tales From the Soul” er i mine ører et meget overbevisende debutalbum. Nuvel, der findes progressive bands der er væsentligt mere grænsesøgende og avantgardistiske end de mere sang og melodibaserede NovAct, men når det kommer til velproportionerede og memorable kompositioner bliver det ikke meget bedre end på ”Tales From the Soul”. Med en smule mere afveksling numrene imellem på en kommende efterfølger til ”Tales From the Soul”, tror jeg at NovAct kan komme HELT op i superligaen hvor bands som Enchant og Fates Warning allerede befinder sig. -byrial
|