At “O’ God, The Aftermath” endnu ikke har set official udgivelse herhjemme samt i resten af Europa, må betragtes som lidt af et mysterium, da Norma Jean alene i salgsmæssigt henseende allerede har afsat små 60.000 styk af forgængeren, ”Bless the Martyr and Kiss the Child”, og endda formåede at kæmpe sig ind på en (for genren) uhørt høj placering på Billbord, da albummet her for nylig debutere på listen som nummer 62 og med et salg på 19.000 eksemplarer. Imponerende af en bastant og kaotisk metal/hardcore hybrid, ikke sandt? Nu er salgstal som sådan heller ikke noget, jeg selv lægger den store betydning i normalt, og alligevel er det svært ikke at fryde sig over tanken, at det bredere publikum endelig er klar til en seriøs gang harsk lemlæstelse og ikke blot tager sig til takke med næsten selvdøde dinosaurusser eller 3. rangs jock-metal fest længere.

De, som allerede er bekendt med Norma Jean, vil også vide, at skiftet på vokalfronten mellem nyklassiker debuten og den længe ventede opfølger i højeste grad har splittet bandets fans i to lejre. Ud røg Josh Scogin (som dog kører videre i The Chariot), og ind i manegen kom fik vi Cory Brendan (tidligere i et andet Solid State band, nemlig Eso-Charis). Altså, Cory er bestemt ikke så ætsende og animalsk i udtrykket som Josh, men for mig at se, er intet gået tabt, da valget af en ren Scogin kopist vel egentlig blot havde sat udviklingen uhensigtsmæssigt i bero. Ser man eksempelvis på The Dillinger Escape Plan, klarede de frontmand skiftet med bravur, og de står nu utvivlsomt stærkere end førhen ved lige netop at have udvist mod i valget af afløser. Præcis på samme måde er det med Norma Jean, og Cory Brendan har tilføjet at sært element af skæv og perverteret skønsang, som bl.a. udgør kernen i det overraskende catchy omkvæd, som ”Bayonetwork: Vultures in Vivid Color” overrasker med.

Og den kløgtige nok vil bemærke her, at gutterne simpelthen har sat sig ned og fundet på deres helt egne klonede udtryk til sangtitlerne, hvilken har pustet liv i fantastiske splejsninger som ”Dilemachine”, ”Murderotica”, ”Charactarantula”, ”Liarsenic” og ”Disconnectie”. Endelig en gimmick der rent faktisk virker.

Nu ved jeg ikke, om det er videre logisk at snakke om behagelighed i forbindelse med Norma Jean, og alligevel var den umiddelbare reaktion, at de nye kompositioner var noget lettere at penetrere og komme ind på livet af end den nærmest gordiske knude af fordærvet støj, som ”Bless the Martyr and Kiss the Child” gav udtryk af at være på overfladen. Taknemmelige hyldester til pionererne Botch samt Deadguy har sneget sig ind mange steder i form af skæve og skøjtende passager såvel som argt nedslibende udladninger af støjende trodsighed. Noget for noget – Norma Jean har prioriteret klogelig og ikke bragt flere gentagelser fra debuten med sig end højst nødvendigt.

Årets hidtil mest overbevisende forstærkning af et allerede for længst indtaget territorium er, hvad jeg ser “O’ God, The Aftermath” som. Trendsættende bliver utvivlsomt, men med langt ned til de næste på rangstigen, skal eventuelle kombattanter vogte sig gevaldigt for ikke at lide drabeligt nederlag i efterspillet om de egne, Norma Jean allerede har lagt øde. – guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM