nocturnal rites - grand illusion clonepop
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCCC 19.09.05 Power Metal Century Media/EMI --
 

Nocturnal Rites forrige album ”New World Messiah” var mit første møde med bandets musikalske udskejelser, og udgivelsen overraskede mig i den grad positivt med sine solide power metal kompositioner lavet med svenskernes sædvanlige flair for den gode melodi og det hymniske omkvæd. Lidt som ventet nåede jeg dog aldrig tjekket bandets efterhånden ganske betragtelige bagkatalog ud, før Nocturnal Rites nu allerede er parate med opfølgeren til ”New World Messiah” i form af det nye og 7. studiealbum ”Grand Illusion”. 

Nocturnal Rites´ største aktiv er stadig vokalist Jonny Lindqvist som heldigvis synger mindst ligeså overbevisende på det nye album, som han gjorde på ”New World Messiah”, men også rent instrumentalt og sangskrivningsmæssigt synes medlemmerne Nocturnal Rites at være blevet endnu mere skarpslebne og overbevisende siden forrige album; numrene på ”Grand Illusion” er spækket med fine melodier, dramatiske og episke indslag, store memorable omkvæd, labre soloer og god afveksling i tempo og tyngde skæringerne imellem. 

Et af udgivelsens måske bedste numre er den moody ”Cuts Like a Knife”, hvor Kristoffer W. Olivius fra Naglfar synger noget grumt backup vokal, mens keyboardvirtuosen Jens Johansson og Evergreys guitarist Henrik Danhage gæster med nogle henrykkende og velplacerede soloer. På ”Something Undefined” og ”Our Wasted Days” skrues tempoet og intensiteten i vejret, mens ”End of Our Rope” og ”Deliverance” byder på et tungere og mere melankolsk lydbillede, men Nocturnal Rites er faktisk lige ferme til det hele. Selv de mere glade og poppede numre som ”Fools Never Die” og ”Still Alive” sidder lige i skabet som en tungere og opdateret version af Europe. 

På ”New World Messiah” var der et par numre eller tre der tangerede true metal og derfor var lidt mindre interessante i mine ører, men på ”Grand Illusion” holder alle numrene mere eller mindre høj, høj klasse, så der er ikke andet at gøre end at finde et ekstra C frem i karakterregnskabet til dette nye Nocturnal Rites album. Godt nok betræder albummet ikke just nyt musikalsk terræn, men hvornår har et power metal album egentlig sidst gjort det? Inden for rammerne af melodisk power metal er ”Grand Illusion” i hvert fald noget nær et ideelt album, og skal efter undertegnedes mening kæmpe med landsmændene i Supreme Majesty og vores egne Beyond Twilight om at have lavet genrens hidtil mest overbevisende udgivelse i år. Anbefalet! –byrial


















Kom med kommentar i vores FORUM