Jeg må indrømme at jeg, efter deres forrige udspil ”Ithyphallic”, havde lagt de amerikanske dødskonger i Nile til evig hvile i de dystre katakomber under deres pyramider. Efter en sådan gennemlunken, ja rent ud sagt kedelig, omgang egypterdød har jeg kun koncentreret mig om gruppens andre plader der dog som udhuggede gudebilleder for altid understreger fordums storhed. Jeg havde kort ud sagt afskrevet muligheden for at Nile kunne vende tilbage til deres plads blandt eliten indenfor dødsmetal.

Nu viser det sig dog at skønt afskyet af guderne, er Nile i klassisk mumiestil genopstået fra gravkammeret, og vender nu frygtelige og hævngerrige tilbage! På gruppens sjette fuldlængde lyder de vildere og mere majestætiske end de har gjort ganske længe, og det er selvfølgelig noget der klæder et band der om noget var kendt for ophøjet, til tider episk, brutalt death metal. Selvom de to første skæringer på ”Those Whom The Gods Detest” er blandt de kedeligste på pladen med deres udelukkende hæsblæsende fartniveau, lover de alligevel godt, da lyden er helt exceptionel. Skønt det stadig er Neil Kernon der producerer, er lyden nu tungere, varmere og mørkere end noget han og Nile har lavet før, og det er sgu en fryd!

Som sagt starter pladen rent sangmæssigt ellers ikke ud som særligt lovende, da de to første sange ”Kafir!” og ”Hittite Dung Incantation” ikke har meget andet at byde på end det fængende omkvæd i ”Kafir!” og en hulens masse blasting. Heldigvis kommer der hurtigt andre boller på suppen, og blandt de resterende otte numre er der kun to andre der ikke er helt fantastiske. Sange som ”Utterances of the Crawling Dead”, ”Permitting The Noble Dead To Descend To The Underworld” og “Ken Khefa Kheshef” hamrer derudaf med sandsstormstyrke, men med masser af afveksling, temposkift og selvfølgelig imponerende instrumentering. Karl Sanders og Dallas Toler-Wade kaster omkring sig med de karakteristiske Nile-riffs og fede soli, George Kollias er som altid en slavepisker af rang der endnu engang driver Niles hastighed en tak fremad bag sine tønder, og Toler-Wades og Sanders’ dobbeltvokalangreb nyder godt af en ekstra portion aggression i forhold til tidligere.

Anderledes slæbende er den næsten ni minutter lange ”4th Arra Of Dagon” der er foruroligende langsom og midttempo af en Nilenummer at være – Nile har selvfølgelig lavet langsomme sange før, men de plejer at være anderledes episke i det – men alligevel formå ”4th Arra Of Dagon” at være en af højdepunkterne på pladen, da den er ligeså brutal, tung og overvældende knusende som tidlige Nile klassikere som ”The Black Flame” eller ”Nas Akhu Khan She En Absiu” fra mesterværket ”Black Seeds of Vengeance”. Her på ”Those Whom The Gods Detest” har Nile fortsat retningen med færre eksotiske indslag, og er heller ikke halvt så episke som på de tidligere værker. Alligevel har de med titelnummeret sammensat en fuldstændig majestætisk, skræmmende tung otte minutter lang nyklassiker, der trækker ligeså meget på klassisk Nile sangskrivning og brutalitet fra ”Amongst the Catacombs of Nephren-Ka” og ”Black Seeds of Vengeance”, hurtigheden og aggressiviteten fra det mere traditionelle dødsmetal album ”Annihilation of the Wicked” og nye indslag som f.eks. skønsang. Mesterligt!

Lyrisk befinder vi os denne gang næsten udelukkende i oldtiden; ud over ”4th Arra Of Dagon” har Sanders denne gang bortskåret referencerne til H. P. Lovecrafts værker. Selvom man skulle tro teksterne således var mere fokuserede end tidligere kommer vi vidt omkring blandt formularer, Alexander den Store, myter og folkeslag der udfordrer Guderne. Desværre er selve teksterne også af blandet niveau; i ”Hittite Dung Incantation” handler det om at smøre hundelort ud over sig, hvorimod det fantastiske titelnummer noget anderledes proklamerer ”No God or Demon will feed on my entrails or drink my blood//no blind servant of the throne of Ra//shall I willingly allow to devour me//no consuming flames of uttermost damnation shall I fear//no tongue speaking words of redemption shall ever penetrate my will//darkly splendid I remain unconquered”!

Endnu engang har Nile vedlagt liner notes, altså beskrivelser og tanker bag lyrikken. Det er spændende læsning, skønt det mere omhandler Sanders’ egne tanker omkring sangene end de aktuelle myter, tekster og historier Niles tekster er baseret på. Derfor bliver der også trukket tråde til og nævnt Ghostbusters, falde-på-halen-komedien ”Step Brothers”, en iransk sanger, dumme black metallere, Koranen osv. Det er som sagt meget sjovt at læse, men det går ikke så fint i spænd med den opfattelse jeg ihvertfald har af Nile som et band der tager sig selv meget seriøst, ejheller passer det rigtigt med den ellers ekstremt lækre og gennemførte indpakning der følger med ”Those Whom The Gods Detest”.

Det er dog småting mod de fantastiske sange, og alt i alt er ”Those Whom The Gods Detest” en overordentlig positiv overraskelse fra et band jeg egentlig havde afskrevet. Jeg syntes den vokser ved hver gennemlytning, og hvis den skulle placeres et sted i Nile hierakiet har den, skønt den stadig må bøje sig i støvet for de to første mægtige udgivelser, overhalet den ellers fede ”Annihilation of the Wicked”. Udover et ligegyldigt etnisk instrumentalnummer og tre ikke helt så spændende blastastiske sange (der dog langtfra er dårlige!), er hver og en af de resterende numre små mesterværker der trækker tråde til alle Niles tidligere værker, og viser at faraoener i dén grad har fået banket ørkensandet og gravstøvet af knoglerne!  -bang

Kom med kommentar i vores FORUM