De Finske storsælgere Nightwish er tilbage med efterfølgeren til ”Wishmaster”, og allerede på det første nummer, ”Bless the Child” får man et eksempel på, hvad Nightwish gør bedst: uptempo, symfonisk Euro power metal med Tarja Turunens gloriøse vokal som prikken over i´et. Det kan godt være at f.eks. Anneke Van Giersbergen eller Kari Rueslåtten besidder stemmer med større personlighed, men rent teknisk er den operauddannede Tarja i en klasse for sig selv, hvilket hun så sandelig atter beviser på ”Century Child”! 

På albummets 3. nummer, ”Dead to the World”, kommer så den største overraskelse i forhold til ”Wishmaster”. Nummerets lead vokal udføres nemlig af den nye bassist, Marco Hietala, hvis stemme minder uhyggelig meget om Mike Baker, forsangeren for prog. metal supergruppen Shadow Gallery, og som i samarbejde med Tarjas backup vokal repræsenterer et spændende nyt våben i Nightwishs musikalske arsenal.

Overordnet set springer det også umiddelbart i ørerne, at tempoet på ”Century Child” er sat en anelse i vejret set i forhold til ”Wishmaster”, og det er en klar forbedring efter min mening, især da Nightwish ikke af den grund sætter deres evne til at komponere fængende, pompøse og ultra melodiøse numre over styr. Nuvel, ”Century Child” taber luften en lille smule ca. midtvejs på albummet med et par balladeagtige og i mine ører lidt mindre spændende numre, men der tages kraftig revanche på de 2 afsluttende numre, som er albummets to stærkeste kort!

Det næstsidste nummer er en coverversion af Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers musical ”The Phantom of the Opera”, bygget over Gaston Lerouxs litterære klassiker af samme navn, som Nightwish, med Marco og Tarja i de vokale roller som henholdsvis Erik og Christine, udfører med passende dramatisk flair. ”Century Child” sluttes herefter af med albummets bedste og kompositorisk mest komplekse nummer, det 10 minutter lange ”Beauty of the Beast”, som med sin suite-lignende opbygning i 3 satser viser alle facetter af bandets evner på mest overbevisende måde!

Nightwish foregiver ikke at lave verdens mest nyskabende musik eller at skrive dybe tekster, der sætter spørgsmålstegn ved livets mening, men de brænder tydeligvis for deres musik og er professionelle til fingerspidserne, hvilket resultere i det svært underholdende produkt, ”Century Child” repræsenterer.

Skulle man nøjes ned at erhverve ét symfonisk power metal album i år, ville jeg nok stadig foretrække Rhapsodys ”Power of the Dragonflame”, men ”Century Child” er ikke langt efter, og er man fan af genren og forguder ”Wishmaster”, kan man roligt lægge et C til min karakter, og hurtigst muligt tilføje ”Century Child” til sin samling. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM