’De lyder lidt som Lifetime og har et tidligere medlem fra Shai Hulud’. Det var omtrent essensen af den ultrakorte rubrik i et amerikansk zine, der for små 10 år siden lokkede mig til at sende nogle dollarsedler i en konvolut over Atlanten, og så ellers trille tommelfingre indtil ”Nothing Gold Can Stay” cd’en dukkede op fra Eulogy Recordings. Aldrig havde jeg hørt så meget som et sekund af A New Found Glory, som bandet hed dengang, men til gengæld var og er jeg tåbeligt glad for Lifetime, så chancen måtte tages (f.eks. Saves the Day opdagede jeg på samme facon). Det var en god satsning, da denne debut-fuldlængde ganske rigtigt viste sig at byde på netop Lifetime-inspireret, charmerende pop-punk.

Herefter gik det stærkt for dem. De signede med generelt storsælgende Drive-Thru Records og lavede ”From the Screen to your Stereo” ep’en med vellykkede covernumre af filmsange. Næste skridt var at forkorte etiketten til blot New Found Glory og slippe et album af samme navn løs, nu med major label support, da Drive-Thru havde indgået samarbejde med MCA. Stadig pop-punk, men med hårdere lyd og tempoet skruet en tand i vejret. Et absolut hovedværk i diskografien. ”Sticks and Stones” fra 2002 blev det kommercielle gennembrud. Bandet har altid nydt suverænt størst popularitet i USA, men selv herhjemme var ”My Friends over you” i rotation på MTV2. Atter et godt album, om end det manglede en smule af energien fra førhen. De to næste plader var knapt så heldige – ”Catalyst” fra 2004 kunne til nød tolereres, mens ”Coming Home” to år senere cementerede, at NFG var blevet for tandløse og ballade-glade. ”From the Screen to your Stereo, Part II”, endnu en samling filmsange, var også pænt flad og blottet for charmen fra den oprindelige ep. Omtrent her var jeg klar til at kassere bandet fuldstændig.

Men…så skete der noget uventet, som brød dødvandet! På hardcore-selskabet Bridge 9 Records kom dobbelt-udgivelsen ”Tip of the Iceberg” / ”Takin’ it Ova!”. Førstnævnte var en NFG ep, indeholdende tre nye, hårdere numre samt solide tolkninger af hhv. Shelter, Gorilla Biscuits og Lifetime. Den anden skive tog skridtet videre med parodi-bandet International Superheroes of Hardcore, hvor NFG gutterne under pseudonymer hamrede lynhurtige, ekstremt korte hardcore-tracks ud med afsindigt morsomme tekster. Idéen opstod, når de kedede sig eller kom på afveje under indspilningen af ”Coming Home”.

Nu er NFG rykket til Epitaph Records. Med sig har de taget en ikke uvæsentlig del af inspirationen fra den genopblussede begejstring for hardcore. Man kan ligefrem tale om, at NFG har skruet bissen på og deler høvl ud, selvom rammerne ikke sprænges fuldstændig. På den måde har de genvundet, hvad der gjorde dem så forbandet elskelige på de tidlige plader – og endda smidt ekstra godter i puljen. ”Not Without a Fight” bryder dog ikke fuldstændig den kontekst, der hedder ’højtbudgetteret pop-punk’ - i stærk modsætning til f.eks. nylige undergrundshelte som Chinese Telephones eller Banner Pilot, der kører stilen i helt anden retning med godt smadret, skramlet lyd. NFG er stadig pæne drenge, bare lige for at få den side af sagen på plads.

Albummet er indspillet med Mark Hoppus (Blink-182). Tidligere har jeg ikke rigtig bidt mærke i hans produktioner, men NFG håndterer han glimrende ved at levere en solid lyd, der skærer ind til benet uden for mange fiksfakserier, hvilket står i stærk kontrast til den overgjorte ”Coming Home”. Fremgangsmåden giver plads til, at det aldrig virker malplaceret, når de tungere guitarstykker og massive kor-råb kommer på banen. ”Truck Stop Blues”, ”Such a Mess” og ”I’ll never Love again” er gode eksempler, der demonstrerer kontant afregning i den genfundne hardcore-ånd.

Nu hed den allerførste NFG mini-cd fra ’97 jo ”It’s all about the Girls” – hvilket også stadig er tilfældet, om end i mere alvorsfulde vendinger. Både Chad Gilbert (guitar) og Jordan Pundik (vokal) har været gennem en skilsmisse siden sidste album, og det mærkes på den overordnede tone. Lyrikken har aldrig været voldsomt kompliceret hos NFG, men nu leveres den med en smerte og et punch, der rammer væsentligt mere kraftfuldt end førhen.
Størstedelen af numrene står stærkt på egne ben, og eventuelle singlevalg er svære at pege ud, men nu blev det altså ”Listen to your Friends” som forløber for albummet. En fornuftig disponering da sangen nærmest fungerer som brobyggeri mellem den nye og den gamle lyd – og selvsagt besidder et uhyre memorabelt omkvæd. Endnu et plus er, at det overordnede tempo er skruet i vejret. Kurven havde været nedadgående de sidste par plader, grænsende til at ramme jorden hårdt, og det er virkelig en lettelse, at de har nået at rette snuden op, da ballader aldrig på noget tidspunkt har hørt til blandt forcerne hos NFG.

På bundlinjen er ”Not Without a Fight” mindst lige så gennemslagskraftig som s/t albummet fra 2000. Jeg er næsten tilbøjelig til at udråbe det som værende endnu bedre. Giv NFG en chance på ny, hvis du var stået af. I coverets ånd har de leveret den rene krigserklæring imod det musikalske søvngængeri, der næsten gjorde kål på dem. -guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM