Engang i starten af firserne opstod legendariske Swans i musik undergrunden i New York. Bandet gjorde sig i starten i en art støjrock, inspireret af post-punkens kunstneriske tiltag og no-wave scenens totale avantgardistiske aggressivitet. I de tidlige år blev bandet ledet af Michael Gira, men han fik snart selskab af Jarboe der, ud over sin karakteristiske vokal, bragte en mere varieret tilgang til musikken med sig. I løbet af ca. ti år udviklede Swans sig, på plader som ”White Light from the Mouth of Infinity” og ”Love of Life”, mere og mere hen i mod et afdæmpet, atmosfærisk og akustisk, men stadig svimlende dystert og nærmest nihilistisk udtryk. 

Bandet Neurosis løbebane har på nogen måder været tilsvarende. Fra deres begyndelse i slutfirserne/starthalvfemserne kommer bandet tydeligt fra en hardcore baggrund. De første udgivelser lå langt fra deres senere monumentale, trance-inducerende tonstunge post-hardcore/doom hybrid på ”Times of Grace” og ”A Sun that Never Sets”. 

Lige siden jeg første gang hørte om et samarbejde mellem Jarboe fra Swans og Neurosis har jeg set frem til det, da det næsten kun kunne blive interessant. Lad mig sige med det samme at jeg langt fra blev skuffet…

Fra det øjeblik Jarboe gør sin entré med sin mildest talt syge og paranoide vokal på åbneren ”Within” med dens lag på lag af keyboards og stammetrommer er man ikke i tvivl om at samarbejdet fungerer. Linierne “I tell you if God wants to take me, he will… / He’s coming”, efterfulgt af en tungt åndende Jarboe bliver ikke mindre skræmmende af at kende lidt til hendes baggrund i et ekstremt fundamentalistisk kristent samfund i sydstats USA. 

“Taker” tager albummet en tand højere op hvad angår ren intensitet. En skæv rytme danner fundament for en opbygning af nummeret med pulserende bas, tung sludgy guitar og støjende elektroniske elementer før klimakset nås. ”Recieve” er anderledes afdæmpet med akustisk guitar og en croonende Jarboe der synger om fødsel og død. Når hun til sidst i sangen reciterer en bøn til Jomfru Maria er kuldegysningerne sikret. Derefter følger albummets omdrejningspunkt, den ni minutter lange ”Erase”, hvor Jarboe river sit stemmebånd i stykker og skriger ”Define me / Defile me / Defy me” over et musikalsk bagtæppe af emotionel ekstremitet. 

Albummet afsluttes efter otte numre og 60 minutter af ”Seizure”, hvor der intoneres af Jarboe og Neurosis’ Steve von Till: ”Try to remember everything that’s lost” samtidig med at det gøres klart at enden nærmer sig og der sættes punktum efter invitationen til Gud fra første nummer med linierne ”Come take me now / I’m ready yes I’m ready / … / I’m naked and I’m empty / But I can’t absorb this void / Even as I sleep / I feel you eat my heart”. 

Albummet efterlader een drænet og udmattet og det er meget svært at sætte et andet album på bagefter eller i det hele taget lytte til musik i noget tid. I en tid hvor mange bands forveksler intensitet med tempo er det forfriskende at høre et album hvor intensiteten er i hovedsædet hele tiden, lige meget om musikken er massiv, tung og truende og Jarboe skriger sine lunger ud eller den blot består af en akustisk guitar over en pulserende synth og Jarboe med en nærmest bluesy vokal. Emner som sex, død og religion behandles og resultatet finder ind til mørkets hjerte og fremstår ægte skræmmende, i stedet for at være baseret på black-metal make-up, goth teater eller death-metal pseudosplatter. Albummet bearbejder lytteren mentalt og skubber til ens sindstilstand. Hvis dette skal fungere kræver det dog lytterens fulde opmærksomhed. Det fortjener heller intet mindre. -dave

Kom med kommentar i vores FORUM