Så er det atter engang tid til at lade skægget gro, trække gardinerne for og iføre sig den dystre mine, for de mægtige dommedagsprofeter i Neurosis er tilbage med et blytungt og tjæretykt album, der nok skal få folk til at give dem den opmærksomhed, de helt sikkert mistede i løbet af de sidste par album. ”Given To The Rising” er i høj grad en tilbagevenden til stilen fra storværket ”Times Of Grace”, inden Neurosis – med vekslende held – skiftede stil til en mere atmosfærisk, ambient hybrid. Det nye album er meget mere spektakulært og hårdt i forhold til de sidste par skiver, men på mange måder også mere levende og indbydende. Sidstnævnte adjektiv skulle man ikke tro passede på et Neurosis-album, men sagen er, at ”Given To The Rising” i al sin riff-bårne vælde er langt lettere at komme ind på livet af end forgængeren, ”The Eye Of Every Storm.”

Atter engang mødes lytteren fra første færd af kæmpestore, mørke guitarflader og tag-teamet Steve Von Till og Scott Kellys forpinte vokaler (der stadig er blandt de mest frygtindgydende på planeten), der veksler mellem deres patentrede monsterbrøl og klagende, nærmest spoken-word-agtige passager i numre som de to korte intermezzoer ”Nine” og ”Shadow.” Som sædvanlig har Neurosis ingen intentioner om at lade lytteren slippe væk med det første, hvorfor langt de fleste numre som minimum runder de syv minutter. Samlet varer albummet godt og vel omkring de 70 minutter, så det er absolut ikke fordi at Neurosis’ nye, mere direkte stil ligefrem indbyder til radio-airplay. Dette er i høj grad et album af slagsen, der kræver gentagne lyt med lyset slukket og anlægget skruet op tæt på smertegrænsen for at få den fulde, rystende effekt, der i høj grad er bandets trademark. Følelsen af at blive svøbt ind i de tunge rytmer og kaskader af forvrænget guitar når sit højdepunkt på numre som den fantastiske ”To The Wind”, der faktisk lægger ud i stilen fra de foregående album med beroligende, klingende guitarer, før nummeret abrupt eksploderer i apokalyptisk, dræven tungrock. Andetsteds er afslutteren ”Origin” ganske episk og smuk og bringer minder om udtrykket fra ”A Sun That Never Sets” og første udspil fra albummet, ”Water Is Not Enough”, er også et ganske habilt stykke skævt slæbende musik. I den anden lejr har vi førnævnte intermezzi, der ikke just bringer noget interessant med sig og ”Fear & Sickness” og ”Hidden Faces”, der aldrig rigtig hæver sig op over det middelmådige.

Neurosis er stadig de bedste til det, de gør. Problemet er bare, at det meste de disker op med på ”Given To The Rising” er hørt før og bedre fra bandets egen hånd. Tilmed er det det første Neurosis-album jeg har lagt ører til, hvor bandet ikke på en eller anden måde udvikler deres stil – uanset om man kunne lide forgængerene eller ej, så tilføjede de noget nyt til bandets musikalske udvikling. ”Given To The Rising” er mere tilbageskuende og på godt og ondt en opsummering af bandets karriere indtil nu. Selvom albummet bestemt er solidt og lytterværdigt kan jeg ikke lade være med at få følelsen af, at dette album bærer vidnesbyrd om en overgang, som vi først får at se i fuld flor næsten gang vi hører nyt fra Neurosis. Indtil da står vi med dette udemærkede, men ikke videre revolutionerende stykke håndværk, der skam er vellavet og vellydende, men desværre lidt mangler identitet og pondus i forhold til det massive bagkatalog. -moesby

Kom med kommentar i vores FORUM