nephasth - conceived by inhuman blood
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
CCCC 23.04.04 Death/Grind Mighty Music/Target  Nephasth
 

Et brasiliansk death/grind band? Så ved alle vist godt hvad klokken har slået rent musikalsk, og Nephasths 2. og nye album på danske Mighty Music ”Conceived by Inhuman Blood” lever da også på godt og ondt op til alle de forudindtagede forventninger man måtte have inden man rent faktisk udsætter sine stakkels ører for Nephasths musikalske kødhakkemaskine.

Nephasth spiller altså med andre ord death/grind i et vanvittigt opskruet tempo med brug af kaotisk grind-rytmik, eksorbitant brug af tremolo picking og arrige guitarsoli samt growls direkte fra helvedes forgård. Forudsigeligt ja, men i Nephasths tilfælde også forbandet veludført.

Det mest atypiske nummer på “Conceived by Inhuman Blood” er også albummets bedste; ”Ignis Victory” er et instrumentalnummer der med sin skumle stemning og marchagtige kvaliteter minder om en alternativ version af underlægningsmusikken til den indledende kampscene i Ridley Scotts storfilm ”Gladiator”. Den korte trommesolo i starten af ”Hate Earth” er også en lille fed detalje, og resulterer i et af albummets bedste skæringer, men også åbneren ”Damned Knowledge” og ”Dying End” overbeviser med deres arrige og tighte fremtoning.

Nephasth skal ikke just applauderes for deres opfindsomhed; de placerer sig egentlig bare solidt i horden af andre brasilianske bands såsom Abhorrence, Rebaelliun og Horned God, der så igen alle opererer i slipstrømmen på mægtige Krisiun. Altså betræder Nephasth sandt for dyden ikke hidtil ukendt musikalsk territorie med “Conceived by Inhuman Blood”, men som tilfældet også er med de netop nævnte kollegaer, opvejes manglerne hvad angår nyskabelse så rigeligt af den uendelige brutalitet, tightness, vildskab og åbenlyse glæde ved at spille death metal, som de brasilianske bands som oftest udstråler til overflod.

Regnestykket er derfor såre simpelt; hvis du kan lide overdreven brutal death/grind ad modus Krisiun, vil dette nye Nephasth album levere de ’hårde hvidevarer’. At lytte til “Conceived by Inhuman Blood” føles i hvert fald lidt som at være fanget i en tørretumbler der er gået amok! 
Fast, faster, Nephasth. -byrial









Kom med kommentar i vores FORUM