necrophagist - epitaph clonepop |
|
necrophagist - epitaph clonepop |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCCC | 06.09.04 | Technical Death Metal | Relapse/Target | -- |
|
’Vorsprung durch Technik’ Dette motto har længe været den tyske bilfabrikant Audis mantra for sine driftsikre og teknisk velfunderede køretøjer, og hvis det til Relapse Records nysignede tyske band Necrophagist var på udkig efter et lignende motto til at markedsføre sig selv på, var det måske en ide at få Audi som hovedsponsor. Sagen er nemlig den at Necrophagist med deres nye album ”Epitaph”, ligesom Audi med sine 4-hjulede topmodeller, har lavet et produkt fyldt med fede tekniske finesser, praktiske og effektive løsninger og med tyskernes sædvanlige flair for håndværksmæssig grundighed og kvalitet. På Necrophagists debutalbum ”Onset of Putrefaction”, der i parentes bemærket snart bliver genudgivet i en remastered udgave med ekstranumre på Willowtip Records, spillede hovedmanden bag Necrophagist, Muhammed Suicmez, selv ALLE instrumenter og stod for programmeringen af de computertrommer der var dette ellers suveræn albums eneste væsentlige akilleshæl. Til den nye udgivelse “Epitaph” har Suicmez dog fået fat i en fuldgod menneskelig erstatning til trommemaskinen i form af trommeslageren Hannes Grossman, der sammen med bassisten Stefan Fimmers og 2. guitarist Christian Muenzner i højere grad end tidligere har gjort Necrophagist til et regulært band frem for et musikalsk enmandsprojekt. Både præstationerne på trommer, rytmeguitar, bas og vokal er med andre ord af høj klasse, men det er trods alt de ovenud fantastiske guitarsoli der især differentierer Necrophagist fra konkurrenterne, og her er Muhammed Suicmez i absolut særklasse! Med sin ekvilibristiske brug af sweeps, arpeggios, kromatiske krumspring og generel skalaakrobatik lyder han som en gensplejset kloning mellem Chuck Schuldiner og mere regulære neo-klassiske virtuoser som Yngwie Malmsteen og Marty Friedman. Derudover skyder han også nogle små hints til klassisk musik ind i sit guitarspil et par steder; således høres der kort i nummeret The Stillborn One” et tema fra Ludwig Van Beethovens fortærskede klaverstykke “Für Elise”, men i en rytmisk variation der slører soloens inspirationsmæssige oprindelse, mens der i den sidste solo i ”Only Ash Remains” til gengæld helt utilsløret trækkes inspiration fra Sergej Prokofjevs berømte musik til Sergei Diaghileffs ballet “Romeo og Julie”. Nice touch! Og så har jeg ikke engang nævnt albummets højdepunkt endnu, nemlig den indledende skæring ”Stabwound”, der uden tvivl er det bedste technical death metal åbningsnummer, jeg har haft fornøjelsen af siden ”The Colour of Sleep” fra sidste års geniale Psycroptic album ”The Scepter of The Ancients”! To minutter og 47 sekunders ren blær! Egentlig er det lidt paradoksalt, hvis årets mest virtuose guitaralbum skal vise sig at komme fra et Tysk death metal band på Relapse Records, men hvorfor ikke? Relapse tør jo som bekendt hvor andre tier, og at de har tilføjet Necrophagist til deres næsten pletfrie liste af kunstnere må i den grad siges at være endnu et klogt træk. Sammenlignet med føromtalte mesterværk fra sidste år, altså Psycroptics ”The Scepter of The Ancients, taber Necrophagist kun marginalt ved en umiddelbar sammenligning pga. det helt fantastiske og afvekslende vokalarbejde i Psycroptic, men det skal nu ikke forhindre ”Epitaph” i at være årets foreløbig mest overbevisende regulære technical death metal album, så er man til genren eller bare Relapse Records fetichist mere generelt er der i den grad dømt købepligt! En tur på et øde stykke Tysk autobahn med 250 km/t. i en Audi A8 med Claudia Schiffer på sædet ved siden af og Necrophagists ”Epitaph” i CD-afspilleren er hermed rykket nærmere toppen på min helt personlige liste over ting der bør prøves mindst én gang i livet. -byrial
|