Den 31. oktober i det Herrens år 1517 hamrede augustinermunken Martin Luther (1483-1546) sine berømte 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Essensen af dette indledende opgør imod den katolske pavekirke var at biblens tekst alene (sola scriptura) skulle danne grundlaget for den sande kristne kirkes normer. Denne insisteren på en streng bibelsk eksegese skulle senere resultere i at Luther, ifølge det såkaldte Worms-edikt, blev gjort fredløs; en konsekvens af at han i rigsdagen i Worms i 1521 nægtede at tilbagekalde sine kontroversielle teser:

’Min samvittighed er fanget i Guds Ord, og jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget som helst, da det ikke er sikkert eller rådeligt at handle imod ens egen samvittighed. Gud hjælpe mig!’

Alt dette har været den dybt troende multiinstrumentalist Neal Morses inspiration til mandens nye 75 minutter lange kristne konceptalbum, ”Sola Scriptura”, der på ambitiøs vis forsøger at skildre den protestantiske tyske reformators omtumlede liv i perioden efter 1517. Det første nummer, den 30 minutter lange ”The Door”, handler som titlen antyder således om de 95 opslåede teser i Wittenberg og deres betydning for reformationen og for Luther mere personligt, den 25 minutter lange ”The Conflict” drejer sig om retssagen imod Luther i Worms, mens den afsluttende kvarterlange ”The Conclusion” behandler de efterdønninger og konsekvenser, som Luthers reformation afstedkom. Kantet ind mellem ”The Conflict” og ”The Confusion” er der dog lige en kortere ballade tituleret ”Heaven in My Heart”, der fokuserer på Luthers mulige sindstilstand, mens han sad i sin celle og ventede på at komme for retten i Worms.

På det forrige album”?” fik Neal ekspertbistand af en skare af virtuose musikalske kollegaer, såsom Jordan Rudess, Mark Leniger, Steve Hackett og Roine Stolt. I denne omgang nøjes Neal med at drage nytte af den ferme guitarhelt Paul Gilbert fra Mr. Big og Racer X, mens Randy George og Mike Portnoy heldigvis stadig er at finde bag henholdsvis bassen og trommerne.

De dage hvor man ellers har tålmodigheden til at kapere 15-30 minutter lange kompositioner, der fremstår som en slags sange indeni sange, er der bestemt masser af både blærede, komplekse og fængende passager på dette nye Neal Morse værk, men overordnet set forekommer ”Sola Scriptura” mig en lille smule mindre umiddelbar end den mere direkte ”?”. Faktisk synes ”Sola Scriptura” at have mere til fælles med Morses album ”One” fra 2004, der også fremturede med alenlange suite-lignende kompositioner; dog uden at der optræder så mange af de udtalt symfoniske tendenser på den nye udgivelse, som der var at finde på ”One”.

Formen kommer ligesom lidt i vejen for indholdet på ”Sola Scriptura”; hvorfor ikke indeksere de forskellige undersatser til de 3 lange numre, når nu de alligevel tilnærmelsesvist fremstår som 10-15 individuelle sange, der bare er knyttet sammen rent tematisk? Det havde i hvert fald øget brugervenligheden ved ”Sola Scriptura” betragteligt. Desuden er den omtalte ballade ”Heaven in My Heart” ikke rigtig noget at skrive hjem om og kunne med fordel have været droppet, uden at det ville have haft nogen negativ effekt på hverken konceptet eller musikken som helhed. Helt matche ”?” kan ”Sola Scriptura” trods det interessante koncept i mine ører altså ikke, men det nye Neal Morse album kan alligevel sagtens anbefales til alle, der har fulgt mandens karriere både i Spock’s Beard og solo, for der er stadig tale om en musikalsk multikunstner, der fortsat formår at fascinere med omfanget af sine ikke just ubetydelige evner. Troende eller ej. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM