neal morse - one |
|
neal morse - one |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCCC | 01.11.04 | Symfonisk Prog.-Rock/Metal | InsideOut/Target | Neal Morse |
|
Da Spock’s Beard, et af de fedeste 70’er inspirerede prog.-rock/metal bands de sidste 10 år, annoncerede, at deres primus motor og hovedkomponist Neal Morse ville forlade bandet for at hellige sig gud, var jeg bekymret for både Neal og resten af Spock´s Beard. Spock’s Beard viste dog med albummet ”Feel Euphoria”, at de heldigvis godt kunne klare sig uden Morse, så spørgsmålet er nu, om Neal Morse kan stå på egne ben på det nye soloalbum ”One”? Rent musikalsk er Neal Morse solo dog ikke væsensforskellig fra mandens arbejde i Spock’s Beard, da opskriften stadig er prog.-rock/metal med lange suite-lignende kompositioner ofte inddelt i et væld af undersatser i lighed med 70’ernes helt store prog.-rock band YES, kombineret med smukke vokalharmonier i stil med et andet af 70’ernes prog.-rock ikoner, Gentle Giant. Mike Portnoy fra Dream Theater har stået for trommerne på ”One”, og Randy George har assisteret på bas, men ellers står Morse selv for både keyboards, guitar, vokalarbejdet og HDCD produktionen, og han er såmænd svært overbevisende til alle tingene. Derudover understøttes mange af numrene af diskrete stryger og horn-arrangementer ikke ulig YES’ ”Magnification” album, hvor alle keyboardparterne jo med stort held var transskriberet til elegante orkestrale strygerarrangementer. Jeg har ikke teksterne til ”One”, men med Neal Morses nyfundne kristne overbevisning in mente er der noget siger mig, at de omhandler et eller andet overordnet frelst koncept, så det er nok godt det samme. Det skal nok ikke være pga. det lyriske indhold, at man investerer i ”One”… ”One” har en samlet spilletid på lige knap 80 minutter, hvilket gør de 8 numre omkring 10 minutter lange i gennemsnit, så man kan ikke just sige, at Neal Morse er en begrænsningens mand. Selvom 80 minutters symfonisk prog.-rock er en ordentlig mundfuld at sluge på én gang, kan man ikke benægte, at de enkelte numre isoleret set er velkomponerede, veludførte og behagelige afvekslende at høre på, så jeg kan kun frydes over at Neal Morses talent sagtens kan udfolde sig udenfor Spock’s Beard regi. Et stærkt soloalbum præsenteret i vanlig let genkendelig, perfektionistiske InsideOut Music stil, hvor artwork, produktion og teknisk udførelse er i absolut topklasse. –byrial
|