nasum - doombringer
Karakter Udgivet Genre/Stil Selskab Producer
-- 10.03.08 Grind Relapse/Target --
 

Jep, ingen karakter. Mere herom følger..

Så, du kan godt lide Nasum? Cool, det kan jeg også, faktisk rigtig meget endda. Så meget, at jeg faktisk ejer det meste de har udgivet. Det gør du også? Jamen, så er vi jo helt på bølgelængde. Så vil du også kunne forstå mig, når jeg siger dette: du behøver ikke spilde dine surt opsparede penge på ”Doombringer”, uanset hvor stor fan du er. Live-albums er som oftest 1) en sejrserklæring fra et band på toppen af deres karriere, 2) en mulighed for et band til at slippe ud af en skidt pladekontrakt eller 3) en lukrativ forretning for pladeselskaberne, der absolut skal malke et bands fans for de sidste få håndører. Nogle gange alle tre. I dette tilfælde er der nok primært tale om det sidste, eftersom Nasum – der i øvrigt er fantastiske, hvis du var i tvivl – led en krank skæbne i kølvandet på Tsunami-katastrofen i 2004 og det sidste tilbageværende materiale fra bandet allerede er udgivet i form af den posthume ”Grind Finale”-opsamling, der satte et stort fedt punktum på bandets karriere.

Men nu hiver Relapse altså den her gamle liveoptagelse fra Osaka op af hatten; og tro mig, der er intet i vejen med kvaliteten. Lyden er glimrende og bandets intensitet fanges uproblematisk. Der er ikke meget snak mellem numrene eller andet publikumsguf og hele affæren er slut på under en halv time, så i grind-regi er alt i den skønneste orden. Jeg har altid haft det svært med live-udgivelser; for mig at se slår intet følelsen af at se et band i levende live (hvilket ”Doombringer” så pænt minder mig om, at jeg aldrig nåede med Nasum) og en optagelse af dette virker i bedste fald omsonst og i værste fald som ussel cash-grabbing. ”Doombringer” falder nogenlunde ind og rammer et blødt punkt mellem de to. Hvis du er Nasum-fan og har deres udgivelser hjemme i reolen, på harddisken eller andet så behøver du ikke at eje ”Doombringer”. Selv hvis du er fanatisk samler er den ret ligegyldig og hvis du aldrig før har hørt bandet er du langt bedre tjent med at gå ud og opsnappe ”Helvete” eller ”Shift”.

Derfor ingen karakter. Selve musikken på pladen er i topkvalitet og som jeg vistnok glemte at nævne, så er Nasum nok blandt de tre bedste grindcore-bands nogensinde. Men jeg kan på ingen måde bifalde eksistensen af ”Doombringer”, så jeg vil hellere undlade at give karakter end at skulle vælge mellem 5 C’er for materialet og et C for mentaliteten bag dette foretagende. - moesby






















Kom med kommentar i vores FORUM