Med en karriere, der hastigt nærmer sig de tre årtier, er det i den tid vi lever i et mindre mirakel af Napalm Death overhovedet eksisterer. I en tid hvor metalbands popper frem som ukrudt på en våd, frodig græseng og lige så hurtigt bliver udluget og kasseret er der næsten kun to veje det kan gå for de mere konstante kræfter; enten fortsætter de i bedste AC/DC-stil og udgiver formularisk det samme album om og om igen - eller også kaster de sig ud i hovedløse eksperimenter inden- og udenfor deres partikulære stilart og (i hovedparten af tilfældende) fejler miserabelt. I Napalm Deaths tilfælde er det dog ingen af delene; thi grindcorens bistre britiske fædre har siden årtusindeskiftet befundet sig på en evigt opsvingende kvalitetskurve og det laves der heller ikke om på denne gang. “Time Waits For No Slave” beviser med største tydelighed, at Napalm Death ikke er en slave af tidsånden, forgængelige trends eller modeluner, men derimod virker godt tilfredse med at knuse stort set al konkurrence under deres mægtige larvefødder. Lad mig uddybe..

Ikke mange sekunder går af åbneren “Strongarm” før et heftigt trommefill sparker sagerne seriøst i gang med Barneys vidunderlige bjørnevokal og guitarist Mitch Harris’ mere hysteriske skrig. Forrige album, “Smear Campaign”, var en skallesmækker af rang, og allerede her ved albummets start står det klart, at bandet heller ikke har tænkt sig at geare ned denne gang. Og ville man ærligt talt ønske, at det var tilfældet? Nej, vel.. Andet nummer, “Diktat”, er blandt bandets mest intense nogensinde og disker op med nogle af de mest catchy riffs jeg længe har lagt ører til. De lynhurtige angreb afløses med legende lethed af tonstunge ditto og grovsvingende grooves og generelt er albummet bare som en stor, saftig bøf man bare ikke kan vente med at sætte sine grådige tænder i. Dertil kommer, at produktionen er oppet en smule fra “Smear Campaign”, hvor trommelyden og Harris’ skrigevokal begge irriterede en smule. Det er bestemt ikke sagen her, hvor bandets lyd er bedre end nogensinde før. Overordnet set består “Time Waits For No Slave” hovedsageligt af numre der ligger på mellem 3 og 4 minutter i længde, så helt tilbage til fordums tiders ultrakorte grindangreb er vi bestemt ikke. Til gengæld holdes sangskrivningen hovedsageligt fri for unødvendigt fedt, om end man støder ind i et par uinspirerede stykker i pladens midtersketion, hvor bandet føler sig nødsaget til at trække tempoet lidt ned og skaber en stemning der minder om de ofte ildesete 90’er-album “Inside The Torn Apart” og “Words From The Exit Wound”. Selv har jeg aldrig haft et problem med noget Napalm Death har lagt deres navn til, men jeg må indrømme at førnævnte ikke just er bandets højdepunkter.

Dette er dog også det umiddelbart eneste malurt der kan dryppes i bægeret her; Napalm Death har atter engang leveret et album af høj, høj klasse og selvom det nok ikke får samme indflydelse og status som bandets klassiske album, så synes jeg bestemt at det er på samme niveau som kære gamle favoritter som “Harmony Corrpution“ og “Utopia Banished“ rent kvalitetsmæssigt. De fleste har en mening om Napalm Death, men uanset hvad kan man ikke komme udenom den helt ufatteligt store kraftpræstation som bandet har lagt for dagen på de sidste par album og som denne anmelder ved selvsyn flere gange har erfaret, så har de mindst lige så meget energi i sig på scenen som på plade. Ikke dårligt for en flok halvgamle gubber, der for længst burde været glemt i virvaret af smarte unge bands. Men Napalm Death nægter at give slip, nægter at lade sig ignorere. Personligt ser jeg et band som Misery Index som Napalm Deaths naturlige arvtagere i deres blanding af grind, hardcore og death metal og politisk bevidste tekster, men de gamle konger kan som sagt stadigvæk, så der går nok noget tid før de abdicerer og overlader tronen til deres yngre kollegaer. Og gudskelov for det! - moesby

Kom med kommentar i vores FORUM