Nahemah er noget så forholdsvist eksotisk som et spansk metalband, der er blevet opsnappet af Lifeforce Records på baggrund af et par tidligere udgivelser på et lille lokalt pladeselskab. Spaniolernes nye album ”The Second Philosophy” skulle derfor nu have mulighed for at introducere Nahemah for et noget større og bredere publikum, og musikken på ”The Second Philosophy” synes da også gearet imod et internationalt udtryk. Den spanske baggrund lader sig i hvert fald ikke rigtig høre i musikken på ”The Second Philosophy”, hvilket man vel kan vælge at opfatte som et plus eller et minus alt efter temperament.

Albummet synes at være opbygget således at de mest metalliske numre med brug af growlende vokal i overvejende grad befinder sig på første halvdel af udgivelsen, mens de mere rockede og atmosfæriske kompositioner med ren sang i fokus tager mere og mere over i takt med at ”The Second Philosophy” skrider frem.

To ting karakteriserer umiddelbart i mine ører Nahemah i positiv forstand, nemlig den effektive og vellykkede brug af keyboard/synthesizer/orgel og så de ligeledes vellykkede arrangementer med ren vokal. Sjovt nok står ingen blandt bandets medlemmer opført som keyboardspiller i det tilhørende promo-materiale, hvilket er lidt sært nu keys, synth og orgel har en så fremtrædende rolle på ”The Second Philosophy” som tilfældet er; de bidrager nemlig til at give Nahemah en selvstændig profil og et rimeligt egenartet udtryk. Især på albummets højdepunkt, den både smukke og fængende ”Change”, gør keyboardspilleren effektivt brug af synthesizer som understøttelse til de klagende guitarer, samtidigt med at den særprægede lyd af et Rhodes tema får lov til at tilrane sig spotlightet en overgang. Også mange af de andre numre vinder dog opmærksomhed ved brugen af nogle vellykkede og stemningsskabende ornamenteringer på specielt hammondorgel.

Forsanger Pablo Egido har en flot stemme uden nogen nævneværdig spansk accent, og han evner både en tilnærmelsesvis growlende vokal og regulær skønsang; specielt overbevisende er det dog når growl og ren vokal spilles op imod hinanden med fint resultat til følge. På albummets sidste halvdel tager den rene sang som omtalt mere og mere over, og det fungerer såmænd også i det store hele fint. Der er dog lige ved at gå for meget patosfyldt tudefjæs i sagerne på den indierock/grunge agtige ”Subterranian Airports”, hvorimod melankolien i mine ører udtrykkes noget mere effektfuldt på den efterfølgende ”Phoenix”, der med sin gotiske atmosfære og brugen af saxofon og mørk keyboard minder mig lidt om det guddommelige nummer ”Seven” fra The God Machines mesterværk ”Scenes From the Second Storey”.

Den iberiske halvø er ikke just berømt for sin eksport af tung rock/metal, og de få bands, såsom Moonspell og Lacuna Coil, der hidtil har gjort sig bemærket kommer jo som bekendt fra nabolandet Portugal. Med Nahemah fra byen Alicante har storebror Spanien dog endelig også noget interessant at byde ind med i form af ”The Second Philosophy”; en ganske udmærket udgivelser, der som nævnt også bør kunne gøre sig gældende udenfor landets grænser. -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM