På MDB’s 10. studiealbum fortsætter de mistrøstige briter den flotte stil fra ”A Line of Deathless Kings” fra 2006. Den mellemliggende periode har ellers endnu en gang budt på ændringer i besætningen. Dan Mullins har således æren af at være den femte trommeslager i bandet og som vi senere skal vende tilbage til, gør han det særdeles godt. En potentielt mere dramatisk ændring er at Lena Abé, har overtaget bassen fra Adrian Jackson, der ellers har været med fra begyndelsen. Umiddelbart gør det ikke rigtigt nogen forskel, men det er jo en kompliment, når det er en så stor arv hun skal løfte.

”The Lies I Sire” viser et MDB i stilsikker storform. De forædler deres udtryk uden at gå til yderligheder med decideret fornyelse. Fans af MDB og denne genre i øvrigt kan med andre ord læne sig trykt tilbage, og glæde sig over 9 nye serveringer af den velkendte vin, der bare bliver bedre med alderen. MDB har skabt deres egen niche, og udforsker den rent kunstnerisk med lige så stor ildhu som ved begyndelsen for mere end 20 år siden. Personligt kan jeg godt lide denne type bands, hvis de altså ikke slækker på kvaliteten, og ender i en nedadgående spiral af ørkesløst rutinemæssigt venstrehåndsarbejde. MDB er på den måde i klasse med gode årgangsvine som Chateau Slayer og AC/DC Grand Cru…

”The Lies I Sire” er altså MDB, som vi kender det, men det er nu den anden plade i en fase, hvor doomveteranerne finpudser og optimerer deres virkemidler. Det er høj dramatisk patos fra start til slut. Temaet er indædt vrede og håbløshed tomhed der som vanligt skildres tekstmæssigt med masser af stemingsbilleder fra tilværelsens skyggesider. Fra første tone i åbneren ”My Body a Funeral”, dikterer Aaron Stainthorpe’s karakteristiske stemme - med alt hvad den rummer af kombineret smerte og kynisme – de 60 minutters dagsorden. Tempoet maler tungt og snart ledsages Stainthorpe af sekstettens signaturinstrument: violinen. Men snart bygges sangen op til et ildevarslende klimaks. Dan Mullins får lov at brillere på trommerne i en slags chase med resten af bandet. Allerede her fornemmer man hvad der især karakteriserer dette album. Nemlig et ubændigt tight spillende MDB.

Ansættelsen af den nye trommeslager har på en eller anden måde sat umanerligt meget skub i sagerne, og trommerne er meget fremtrædende denne gang. Udover på første skæring også i introen til uptempo nummeret ”Bring Me Victory”, på den afdæmpede ”Shadowhaunt”, den majestætiske og arketypiske MDB ”Santuario de Sangue”. Det samme gælder ikke mindst den overraskende ”A Chapter In Loathing”, der ligger næstsidst på pladen. Her er der fart på, og vreden får frit løb i regulær dødsmetal. Det er samtidig den eneste gang hvor Stainthorpe rigtig benytter sig af sin skrigevokal, bortset fra nogle passager med growlhvisken (?) i ”Bring Me Victory”. Om denne forbedring og øgede vitalitet kun er Dan Mullins fortjeneste, eller om bandets guitarister og grundlæggere Andrew Craighan og Calvin Robertshaw simpelt hen har stillet større krav vides ikke. Men resultatet er fremragende.

Samspillet mellem de to guitarister fungerer også perfekt, og der er simpelt hen kommet (endnu) mere tyngde og smæk for skillingen. Dette gælder hele pladen, men især titelnummeret og ”Fall With Me” skiller sig ud med deciderede dobbelte guitarløb, så man næsten kommer til at tænke på klassisk Iron Maiden i dyster forklædning - og naturligvis kun i halv hastighed. Det bibringer ”The Lies I Sire” et virkelig stort episk element, der så er pladens andet dominerende karakteristikum. Det høres især på ”Echoes From a Hollow Soul”, der via en sekvens med solopiano bringer minder om klassikeren ”Turn Loose the Swans” fra 1993. Det gælder i dobbelt grad den fantastiske finale ”Death Triumphant”, der på elegant vis opsummerer og runder pladen af.

Selv om man kunne ønske sig en lidt mere ligelig fordeling mellem ren vokal og skrigevokal, og måske lidt mere variation, så kan det siges meget kort: MDB er med dette udspil i storform og banen er kridtet af til en ny spændende æra i bandets historie. -simon

Kom med kommentar i vores FORUM