På det seneste skal man have levet under en sten for ikke blive stopfodret med My Chemical Romance, hvad enten det er er sket med god vilje eller ej. Annoncerne har været voldsomme, og tv-reklamen, der udråber ”The Black Parade” til årets mest nyskabende rock album, virker en tand for smart med fem spradebasser i sortfarvede Sgt. Pepper uniformer. Det er jo nærmest som skræddersyet til ”American Idiot” publikummet. En vis tilknytning eksisterer da også i kraft af produktionen fra Green Days hyppige samarbejdspartner, Rob Cavallo, og videoen til ”Welcome to the Black Parade” instrueret af Samuel Bayer, som stod for billedsiden til singlerne fra førnævnte Green Day album. Er man ikke bekendt med de to tidligere MCR udgivelser, kan det virke som en sær størrelse at sluge, men ”The Black Parade” er på mange måder en ganske fin opfølger til ”Three Cheers for Sweet Revenge”, blot med langt større budget og mere plads at boltre sig på.

Som grundsætning forenes den simple og fængende pop-punk nu med elementer af 70’ernes storladne rock, og umiddelbart er det et besynderligt brobyggeri, der både fører godt og skidt med sig. Du har sikkert allerede hørt ”Welcome to the Black Parade” og tænkt, at det lyder mistænkelig meget som Queen, og ja det gør det sandelig, hvilket MCR sådan set heller ikke prøver at løbe fra. Direkte linjer herfra kan drages til både guitarspillet og de stort opsatte vokalstykker. Indslag som er ganske ambitiøse, om end lidt over evne og sikkert lette at hade, men de har da deres charme. Meget af opmærksomheden drages også her mod under de første par gennemlytninger, men hvor albummet fungerer bedst, er faktisk når MCR falder tilbage på pop-punken og overordnet set leverer deres mest holdbare og fængende samling sange hidtil, blot med opskruet bombast.

Til stort opsatte albums hører sig også voldsomme koncepter, så et ganske vellykket af slagsen byder ”Welcome to the Black Parade” da også på. Idéen er, at døden må komme til folk i form af deres mest tydelige minde. Det, der står klarest i erindringen for historiens hovedperson, The Patient, er et paradeoptog, han oplevede med sin far som barn, hvorfor det bliver i denne form, han møder sin skæbne. Fortællingen slutter dog ikke her, men med døden som centralt omdrejningspunkt berøres både fortid og fremtid, hvor bl.a. The War, en ikke nærmere defineret grusomhed, nævnes. Muligvis relateret hertil har MCR på en eller anden måde fået lokket selveste Liza Minnelli til at gæsteoptræde som karakteren Mother War i albummets mest vellykkede eksperiment, den nærmest polka- og kabaretprægede ”Mama”.

Med et par velvalgte singler kan ”The Black Parade” også blive en landeplage her, som den er andre steder, hvor popularitet på forhånd var stor som følge af ”Three Cheers…”. De mange ”emo, emo!” udråb efter bandet er ret malplacerede, da MCR selvfølgelig så godt som intet med den oprindelig emo-lyd eller kultur har tilfælles. Men det skal man åbenbart lære at leve med, når de velvidende én gang for alle bestemt sig. Albummet er absolut for tilbedende i sit udtryk til at kunne blive skrevet ind på en prominent plads i rockhistorien, side om side med forbillederne. Men når det er sagt, så går punk og pragt ganske glimrende hånd i hånd under administration af My Chemical Romance. -guldmann
 

Du kan læse flere anmeldelser/artikler skrevet af Guldmann på det nystartede musik webzine Transmission.nu HER.

Kom med kommentar i vores FORUM