Hvor fanden er det nu, jeg har hørt den stemme før?
Efter at have lyttet til det allerførste nummer på det nye Mustasch album ”Latest Version of the Truth”, følte jeg mig overbevist om at jeg havde hørt forsanger Ralf Gyllenhammars fede stemme et eller andet sted før. Møjsommeligt måtte jeg så af ren og skær nysgerrighed i gang med en større musikarkæologisk udgravning i stakkevis af gamle CD’er, før jeg efter et godt stykke tid endelig faldt over svenske B-Thongs 3. og desværre sidste album ”From Strength to Strength” fra 1997.

Om manden har været til numerolog siden dengang og har skiftet navn fordi der var noget uheldsvangert over det gamle, skal jeg lade være usagt, men på ”From Strength to Strength” kaldte han sig i hvert fald Ralph Lennart og afløste den tidligere B-Thong forsanger Tony Jelencovich, der jo bl.a. senere dannede gruppen Transport League. Gyllenhammar/Lennarts vokal på ”Latest Version of the Truth” ligger sig da også et eller andet sted imellem Tony Jelencovich, Glenn Danzig og Ian Astbury; med andre ord er han i besiddelse af en stemmepragt, der passer umanerligt godt til den form for metallisk rock’n’roll, Mustasch på vanlig overbevisende svensk manér excellerer i på ”Latest Version of the Truth”. Rent musikalsk kan Mustasch faktisk også med lidt god vilje siges at trække på nogle af de samme elementer som netop B-Thong, Transport League, tidlig Danzig og nyere The Cult så effektivt benytter sig af. Ikke just en uprøvet formel, men Mustasch får noget nær det maksimalt rykkende resultat ud af anstrengelserne på ”Latest Version of the Truth”!

Albummets 5 første skæringer, ”In The Night”, ”Double Nature”, ”Falling Down”, ”The Heckler” og den meget Danzig agtige ”I Wanna Be Loved”, er simpelthen perfekte rocknumre med et fængende, råt metallisk groove og den helt rigtige machoattitude. Selv strygerarrangementet på ”Double Nature” formindsker intet af det beskidt rockende udtryk Mustasch har kørende, men sætter det snarere i relief; noget den rent ud sagt fabelagtige produktion sikkert har en del af ’skylden’ for. Lyden er tilpas svulstig når det er påkrævet og samtidig tyk, organisk og dog velopløst, når Mustasch for alvor tager fat som på de nævnte 5 første numre. Herefter falder niveauet en lillebitte smule med et par mere stadionrock agtige rockhymner, der ikke ville være upassende på et album á la eksempelvis ”Sonic Temple” med The Cult, men også dét får Mustasch noget fornuftigt ud af. Kun den lidt for lange og lidt ufokuserede ”The End” slutter ”Latest Version of the Truth” en anelse svagt af efter ellers at være begyndt lovende med noget, der lyder som en blanding af Led Zeppelins eksotisk klingende klassiker ”Kashmir” og så noget fra en rock’n’roll udgave af et soundtrack til en hidtil ukendt James Bond film.

Hvis man enten vil have en god dosis metal i sin rock’n’roll eller en god dosis rock’n’roll i sin metal, er ”Latest Version of the Truth” med noget nær garanti et album, der bør falde i god jord; jeg har i hvert fald overgivet mig fuldt og helt til Mustasch på ”Latest Version of the Truth”, og har bestemt tænkt mig at tjekke bandets forrige 3 albums ud, hvis lejligheden byder sig. Hvorom alting er, fremstår ”Latest Version of the Truth” sammen med de seneste Clutch og Alabama Thunderpussy udgivelser i mine ører som en af sæsonens stærkeste tunge rockudgivelser, og på især det vokale plan er Ralf Gyllenhammar mindst ligeså overbevisende som både Neil Fallon og Kyle Thomas. Mustasch er endnu et herligt svensk bekendtskab i afdelingen for rykkende rock; raketvidenskab er det måske ikke, men i lighed med den blankpolerede jetjager der pryder coveret, er der virkelig saft, kraft og luft under vingerne på ”Latest Version of the Truth”. Sejt album! -byrial

Kom med kommentar i vores FORUM