"Endnu en Motörhead-plade!" tænker du sikkert, hvad end du er fan eller ej. Og ja - søreme om det ikke er blevet tid til endnu en omgang mageløs, møgbeskidt metal-'n'-roll fra mestrene udi denne specifikke afart af bastardrock.

Grandmaster Lemmy og co. har i denne omgang valgt at gøre noget så drastisk som - surprise! - at lave præcis det samme album som sidst. Og her opstår det eneste problem, for hvad i alverden skal man som anmelder dog sige om endnu et udspil fra et band, som har gjort en dyd ud af at afveksle sig selv mindst muligt de sidste par-og-30 år??

Ikke det store, kan jeg sgu lige så godt afsløre med det samme. Og som enhver fan vil vide, er det bestemt kun for det bedste.

"Motörizer" fortsætter lige på og kontant den lidt mere rå, brutale stil, som verdens sejeste band (trods alt) gradvist har bevæget sig over i i løbet af dette århundrede. "Runaround Man" er som Motör-åbnere er flest, nemlig i-dit-fjæs højoktans heavypunk. Ikke deres bedste åbner, men langt fra deres svageste. Fint nok. Eneste afveksling er et kort half-time-stykke efter soloen. Osse fint nok.

Og mindsandten om ikke det skulle vise sig at være noget så beskrivende for resten af møget! Kun den lidt halvlange og -kedelige "Heroes" falder en smule igennem, men ellers er "Motörizer" såmænd så godt som blottet for afvigelser og ubehagelige overraskelser.
Vi får lidt nærmest Status Quo/Stones'sk klingende vintage-røvballerock på "English Rose", lidt metallisk kant på "Time Is Right" og den nær-hard rock'ede "Back On the Chain" og et lidt smadderpunk'et touch på "Buried Alive" og "Rock Out". "One Short Life" står ud ved at gå i 3/4, men mere afveksling bliver det gudskelov heller ikke til.

Helt ærligt: Det ER altså bare Motörhead, det her. Endnu en superbeskidt og energisk undskyldning for at ta' på turné er lige hvad ”Motörizer” er, og der er INTET på denne skive, der vil kunne komme bag på nogen som helst, der på et hvilket som helst tidspunkt i sit liv har stiftet bekendtskab med bandet. Hvis man kan li' det, er det rockerfedt, og hvis ikke er det nok lidt belastende. There you fuckin have it.

Godt og vel 40 minutter er det blevet til i denne ombæring. En glimrende længde til endnu et glimrende ølsoundtrack i mangel af bedre.

"Motörizer" er lige en tand knapt så oplagt som forgængeren "Kiss of Death" ('06), som igen var den mesterlige "Infernö" ('04) underlegen. - Men ”Motörizer” er ikke desto mindre Motörhead, som vi kender og elsker dem, nemlig forrest i overhalingsbanen med håret løst, pikken fremme og langemand i vejret. Et standardniveau som vi alle roligt kan tage for lige så givet som døden og skatterne.

Er der mere at tilføje, - måske lige udover at pladen selvfølgelig skal høres hamrende højt og at Motörhead spiller i Vega d. 09/12?

Næ, egentlig ikke. Rock on! -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM