Du har sikkert en livret – du har med al rimelighed også prøvet at lade kærligheden til den gå over gevind og foræde dig i din yndlings spise. Det sætter lidt en stopper ved glæden, og så må der fornyelse til. Uden at det skal munde ud i skamløs ”product placement” af James Bond lignende proportioner, kan jeg f.eks. namedroppe den nye Pepsi Twist. Cola var ved at blive lidt kedelig i længden for mig, men dryp den rette nye ingrediens deri i form af lemon, og så kører toget igen.

Siden dens fremavling i de sene 90’ere, har jeg været ret glad for den moderne emo lyd, som blev svært populær på baggrund af fornemme tiltag fra Saves the Day, The Get up Kids, Alkaline Trio, Fairweather, Midtown og andre ting i den dur. Alt var fryd og gammen, men her i løbet af det sidste års tid eller to har der været længere mellem snapsene, og den eller så friske emo er begyndt at føles ret indavlet og død i sværen. Argh! Med knyttede hænder rettet mod himlen har jeg af mine lungers fulde kraft anråbt en bøn om fornyelse – bare en smule – og så sandelig om ikke dette er blevet hørt af de højere magter, for ”I am the Movie” dalede lige ned i mit skød.

Motion City Soundtrack har haft Ed Rose inde over projektet som producer – en herre der er blevet ret eftertragtet gennem sit arbejde med f.eks. Get up Kids og Ultimate Fakebook, og MCS ligger da ej heller milevidt fra disse andre knejters lyd. Men de forstår at dreje og fin tune emoen lidt hist og her, samt at inducere en nyfunden ungdommelig energi og kækhed, der overtrumfer, hvad der ellers bydes på i denne boldgade. Men vær blot rolig, det er ikke på en manér, der fordrer øretæver.

”Cover your eyes in the pouring rain/cover your eyes everyone is all the same” – det er meget muligt, at MCS lægger ud med et usandt udsagn, som de endda selv modbeviser ved egne gerninger i åbneren ”Cambridge”, men ellers er der absolut ingen fejlagtigheder at opstøve her i nabolaget. Man bemærker straks noget uvant i form af en diskret, men pulserende og snurrende synth, model 80’er, der giver kriblen i fusserne, lige præcis fordi der ikke tærskes langhalm på snaske/sovse faktoren, men det mere virker som en livsbekræftende opkvikker á la et godt skud kaffe. 

”I’m on fire and now I think I’m ready/to bust a move/check it out I’m rocking steady” – måske kan jeg til tider også være med på devisen “The Future Freaks Me Out”, som titlen lyder, på hvad jeg vil tippe som albummets tophit, men det er alligevel ikke helt så slemt, når man er indhyllet i en manisk emo-rus. Frontmand Justin Pierre har en stor del af æren for dette med en stemmepragt, der kan lyde som alt fra Elvis Costello og Alkaline Trios Matt Skiba over til Sting, samt kreere nogle frække overtone harmonier på den lidt hårdere rock sag ”Perfect Teeth”. 

Det hele går dog ikke bare op i spas og ballade. Den dystre ”Modern Chemistry” forsøger at give et bud på, hvorfor en tilsyneladende vellykket behandling af angst og depression ikke alt helt er nok til tingene falder på plads – en ting man muligvis vil kunne nikke genkendende til oven på egne erfaringer med hårde sager som terapi og psykofarmaka. Et ganske pænt billede på, at de fleste har deres eget mørke at holde stand imod. Man er Palle alene i Verden, når det kommer dertil.

Når alt kommer til alt, hvori ligger så MCS’s berettigelse i denne Verden befolket af tredje, fjerde, femte generations emo lømler? Det nærmest magiske touch er ubetinget tilstede og allestedsnærværende. Jeg kan under luppen hverken findes ridser i lakken eller bygningsfejl i grundpillerne. ”I am the Movie” fungerer som et helstøbt værk med sine kraftigt frontende hooks og uopslidelige melodier. Og det er vel det, man bør søge efter i disse ”one hit wonder” tider? Samme kvaliteter har jeg før fundet hos gamle drenge som Sunny Day Real Estate og efterkommerne til dem, f.eks. Jimmy Eat World. Har du hang til disse, så skal MCS også have chancen! –guldmann












Kom med kommentar i vores FORUM