mortiis - the grudge |
| Karakter | Udgivet | Genre/Stil | Selskab | Producer |
| CCC | 20.09.04 | Industrial Metal/Rock | Earache/Target | Mortiis/Blomberg |
| Stakkels
Mortiis – det lader ikke helt til, at den lille skovtrold for alvor har
formået at finde musikalsk fodfæste siden tjansen som bassist
i Emperor. Hverken primitive, kælderkolde keyboardlandskaber, lydkollager
der kunne fungere som soundtracket til et slag ”Dungeons & Dragons”,
eller sågar mere dansevenlige toner - inspireret af alt fra Nine
Inch Nails til 80’er pop og Enigma – har han undladt at forsøge
sig med i den forvildede jagt på en egen musikalsk identitet. Imaget
med spidse ører og lang næse, ikke ulig den lille, lede trold
i Ridley Scotts ”Legend”, har derimod været fasttømret længe,
men det har som følge deraf længe også været
det primære fokuspunkt for mange, når snakken er faldet på
Mortiis.
Siden ”The Smell of Rain” fra ’01 er der igen kommet nye boller på suppen, især i form af en fast bemandet lineup, der nu assisterer den lille elver/ork hybrid både live og på plade, men sørme så om ikke også bissen er skruet på siden sidst. Ikke at det på noget tidspunkt bliver tungere end Nine Inch Nails eller Gravity Kills, men Enya/Enigma og darkwave inspirationerne er i hvert fald sløjfet helt til fordel for en sjat rendyrket industrial metal. Det kunne være værre, og dog er det bestemt heller ikke helt godt. Værste indslag er nok ”Gibber”, en blodfattig kalkering af de fleste elementer fra Ministrys klassiske ”Jesus Built my Hotrod”, hvor alt lige fra vokalen over til det racerbane-lydende guitarspor virker som indkøbt med en solid gang femfingres rabat. Ellers har han virkelig ramt, hvad der kunne
tænkes at tilfredsstille det helt rette publikum for en ferm blanding
af dansevenlige beats og (keyboard) orkesterstykker kombineret med middeltung
guitarlyd. Singleforløberen klarer sig i hvert fald fint i England,
og mon ikke også Tyskland er ved at følge trop? Jeg tvivler
dog kraftigt på albummets langtidsholdbarhed og formåen,
når det kommer til at skille sig ud fra det enorme udbud under
en stilmæssig paraply, hvor langt de færreste nogensinde
formår at stikke hovedet ud fra og gøre sig heldigt bemærkede.
Men mon dette vitterligt skulle vise sig at være Mortiis’ sidste
stilskift i karrieren? Jeg tillader mig at tvivle. - guldmann
|