Som det vel er de fleste bekendt, har Monster Magnets main man Dave Wyndorf kæmpet en hård kamp med afhængighed af sovepiller, hvilket kulminerede med en overdosis tilbage i slutningen af februar i fjor.
De mange måneder uden nyt fik mig længe til at frygte det værste – ikke mindst grundet den officielle hjemmesides komplette mangel på opdateringer af nogen som helst art, men i dette forår begyndte bandet at røre på sig igen.
Gudskelov.

”Well I’m back!/I’ve got a cock made out of platinum”, bedyrer Wyndorf på “Wall of Fire” med vanligt beskidt engagement. Manden ER sgu tilbage, som var han ganske upåvirket af sidste års skæbnesvangre hændelser.

Man skal dog ikke ret langt ind i ”4-Way Diablo” for at komme på andre tanker. Allerede på det indledende titelnummer lurer en velkendt psykedelisk panik af mareridtsagtige proportioner lige under huden, og den bliver hængende i luften hele vejen igennem Monster Magnets stilmæssigt mest åbne og vidtfavnende album siden ’95-mesterværket ”Dopes To Infinity”.
Der er lige fra i-dit-fjæs-rock’n’roll på ”Slap In the Face” og førnævnte ”Wall of Fire” over sexet oldschool-syre på “Solid Gold”, til solid stenerstemning på ”Cyclone” og ”I’m Calling You”. Og det hele afrundes på perfekt, flabet vis med den ironisk-underspillede ”Little Bag of Gloom”, som med sit ensomme trædeorgel mest af alt minder om et Tom Waits-cover.
Apropos covernumre forkæles vi denne gang med noget så efterhånden sjældent som et eksistensberettiget et af slagsen, en veloplagt fortolkning af Rolling Stones’ ”2000 Light Years From Home”, hvis 1967-eksperimenteren passer perfekt til Monster Magnets sound. - Man undres næsten over, at de ikke har lavet det for længst.

”4-Way Diablo” adskiller sig fundamentalt fra samtlige forgængere fra og med ”Dopes…” ved ikke at indeholde nogen helt oplagte liveklassikere eller hitsingler. Men hvor det noget moderate niveau på de to glimrende, men lidt rutineprægede ”God Says No” (2000) og ”Monolithic Baby!” (’04) netop løftedes meget i kraft af få, enkelte numre midt i et nærmest homogent stenerrockunivers, har den gennemsnitlige sangskrivningsstandard i denne ombæring fået et kraftigt cowboystøvle-los i røven. De velfungerende temaer og melodier er atter i højsædet flankeret af de få skarpeste ideer, og hånd i hånd med den gennemgående afveksling giver det et velafrundet og facetteret helhedsindtryk. Der er nøje afbalanceret overensstemmelse mellem numrenes indbyrdes ligheder og forskelle, som søgte Monster Magnet bevidst at udvide stoner rock-genren så meget som muligt indenfor dens egne rammer.

Netop den høje grad af individuel genkendelighed sangene iblandt er en kvalitet, som kendetegner Monster Magnets hovedværker, og producer Matt Hyde (Strung Out m.fl.) udtalte da også i sin tid, at denne nye skive havde potentiale til at blive bandets bedste siden succesen ”Powertrip” (’98).
Men hvor slige påstande gerne i større eller mindre grad er floskler, hvis egentlige formål slet og ret er at få folk til at købe lortet, holder den rent faktisk stik i dette tilfælde. Ud over enkelte udgivelser fra AC/DC, Corrosion of Conformity og Wolfmother, SKAL vi faktisk tilbage til ”Powertrip” for at finde en skive, som i den grad minder mig om, hvor fedt Rock (bemærk selvfølgelig det store R) kan være – og er.

Selvfølgelig skal man i det hele taget være til Rock (se ovenstående) for overhovedet at være disponeret for enhver Monster Magnet-skives medrivende effekt, - hvorimod der i modsatte tilfælde ikke vil være en fløjtende skid at komme efter. Men er man det, hvilket man selvfølgelig er, vil man næppe kede sig et eneste sekund i løbet af denne meget anbefalelsesværdige time med et af stenerrockens all-time fornemste bekendtskaber. -andreas

Kom med kommentar i vores FORUM