Britiske Mithras er af mange blevet fremhævet som værende blandt denne tids mest visionære håb inden for dødsmetallen, en genre der da også alt for ofte har stået i stampe, og især hjemlandets Terrorizer gik helt over gevind i en sand kædereaktion af lovprisende tornadoer omkring såvel forgængeren ”Forever Advancing Legions” som den aktuelle efterfølger, der nu skal under endnu en lup. Oprindeligt var “Worlds beyond the Veil” ude på Golden Lake Productions, og jeg kan snildt følge fornuften i Candlelights interesse i gennem en genudgivelse at bringe albummet ud til et større publikum, da det bestemt er en dragende affære, men om hele affæren ender med at udløse den ultimative galaktiske orgasme mod metallisk nirvana, må vi lige se på senere.

Rent konceptuelt formidler Mithras denne gang en historie om menneskets forsøg på at bryde skillevæggen mellem denne verden og de højere eksistentielle sfærer, hvor det fulde potentiale opnås gennem kontakt med nogle aliens af en art…tror jeg nok. Opfatter det i hvert fald i grove træk lidt som en omgang ”2001: A Space Odyssey” maskeret af dødsmetallisk new age tænkning. Og hvorfor da ikke også benytte sig af tungmetal til at bestride tid, rum og al eksistens som vi kender den, nu hvor så meget andet har fejlet?

En voldsom keyboardbaseret intro på mere end seks minutter forsøger på bevidsthedsudvidende vis at sætte den forestående rejse i gang (man lærer desværre hastigt at springe den over), men det er først i det sekund, hvor titelnummeret sparker igennem som altopslugende brændstofraket i tændingsmomentet, at der virkelig kommer boller på suppen. Har du mere end et Morbid Angel album i samlingen, er det nu, at spotlightet bør rettes mod Mithras, da de uomtvisteligt har ladet sig inspirere af den karakteristisk dæmpede lyd, der går igen som en rød tråd på meget af de morbide engles output. Og dog er lydbilledet en anelse mere direkte og gennemtrængende til trods som følge af en svært drømmende stemning blandet op med pågående riffs i læssevis. Faktisk i glimt lidt som Cryptopsy eller Nile på rumtobak.

Ambitionsniveauet er ikke til at skyde igennem, og meget af tiden skal det også krediteres for, at Mithras ikke ryger på røven, når omstændighederne griber om sig i de mere udsvævende og tætpakkede øjeblikke. En ting det dog ikke hjælper på, er at f.eks. trommerne står langt mere skarpe i helheden end bassen og guitaren, så helheden virker en anelse plump og grødet at synke, selvom de fleste af numrene stadig virker langt mere appetitlige end meget af det andet død man kan risikere at få mellem hænderne lige nu. Det der irriterer mig mest, er dog at introen plus samtlige mellemspil virker en anelse højere i lydniveauet end de reelle numre, hvilket bevirker, at man konstant sidder og snurrer volume kontrollen frem og tilbage som et andet lykkehjul gennem de små 70 minutters spilletid.

Mithras når langt, meget langt endda, men den sidste monolit rundes ikke helt på rejsen mod ophøjelse, og dermed brydes barrieren mellem ”rigtig godt” og fantastisk” heller ikke fuldstændigt ned, selvom jeg fra tid til anden har været tilbøjelig til at tro, at det var lige ved at ske. Sanserne snydes let på dette overdrev, så man af og til må man holde hovedet koldt og lige besinde sig, til der virkelig er noget om snakken, hvilket meget vel kan blive næste gang Mithras udfolder deres transcendentale virke.

Hellere det her end de latterligt mange metervare udgivelser, der ender på markedet dag efter dag. Hellere give sig i kast med folk der tør miste grebet, frem for dem der slet ikke tør slippe det. - guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM