Miss Mofet lod umiddelbart til at være trætte og tømmermænds plagede, da de indtog scenen en eftermiddag sidste år under første ombæring af Fredericia Hardcore Festival, og med kun et overfladisk kendskab til deres demo, vidste jeg ikke helt, hvor meget action man derfor kunne forvente. Det gamle materiale havde tydeligvis Neurosis som primær inspirationskilde, men for satan da hvor havde de ellers fået skruet bissen på. De er gale de svenskere. De bringer et diabolsk smil over mine læber gang på gang nu, så bredt at de mødes helt omme i nakken.

Så vidt jeg kan erindre, er Miss Mofet navnet på en gammel patient, som Hannibal Lecter nævner i ”Silence of the Lambs”, og efter en tur i studiet med Nasums Mieszko Talarczyk fremstår bandet nu også mere eller mindre som det musikalske sidestykke til en koldblodigt kalkulerende psykopat. Jeg ved ikke, om Aaron Turner og resten af Hydra Head kender til deres eksistens, men de bør under alle omstændigheder helt klart være misundelige over ikke at have udgivet ”An Island…”, for lyden og stemningen her går ret godt i spænd med deres bagkatalog. Og alligevel er det her bare noget helt andet.

På Knuts ”Challenger” plade er jeg helt vild med den der superkorte grind passage i ”Repressed” – den er bare lige præcis alt, alt for kort, og det er lige til at tude over, da mere af den slags ville klæde dem voldsomt meget. Miss M. tør til gengæld godt at lukke mere op for sluserne og deler voldsomme slag ud på f.eks. den forpinte ”A Quick Death and it’s Merits” eller ”Sir James Dallas Egbert III”, der bare varsler utilregnelig adfærd. 

Ellers går det faktisk ikke kun over stok og sten, for mange elementer her er et studie i det skæve og lettere kantede i samme boldgade som Converge, Coalesce og The Hope Conspiracy og har måske lidt brutalitet fra den gamle Cave In.

En anden virkelig, virkelig fed ting, der adskiller dem fra mængden, er den hyppige brug af keyboards til at bøffe lyden op og opvejede de mange håndfaste elementer i musikken. Hos et band som Bleeding Through virker keyboardet til tider lidt påklistret, men her er arbejdet på tangenterne mere velintegreret i helhedsindtrykket. Især tager den insekt lydende summen, snurren og hvislen på ”Arsenic” kegler her.

Man kan virkelig også virkelig mærke, at den gode Tue Madsen og lige har haft optagelserne til efterbehandling og mastering hos Antfarm, for i forhold til de råt mixede optagelser jeg fik hørte fra før denne proces, er der kommet en sindssygt god bund i lydbilledet, som klart sikrer maksimum et maksimum af forvoldt skade. Be warned…

”An Island…” har i sin helhed taget mig med storm. Det er sand kærlighed til en af de mest imponerende koblinger af metal og grum hardcore i et godt stykke tid. Klart en af de mest voldsomme bæster i det nyere kuld af svensk hardcore. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM