Jeps, Misfits er mit absolutte favoritband. De gamle slagere som ”Astro Zombies”, ”Last Caress”, ”I Turned into a Martian”, ”Halloween” osv. (og jeg kunne blive ved til jul med at remse op…) kan hvor som helst og når som helst bringe den indre, croonende ”Evil Elvis” frem i mig. Og alle indspilninger fra de gamle dage med Glenn Danzig ved roret, vil altid være de klarest funklende, sorte perler i min musiksamling. 

Da en gendannelse blev annonceret i midten af halvfemserne, var jeg dirrende nervøs for at det gik helt galt, men med gysergejsten i live beviste de på ”American Pshycho” fra ’97, at Misfits også fungerede glimrende med Michael Graves på vokal og trommemonsteret C.H.U.D. bag gryderne. 70’er punk spillet med 50’er ånd og gejst, iklædt en 90’er metalproduktion fungerede også optimalt på ”Famous Monsters”, men herefter havde de interne stridigheder taget overhånd, så Graves og C.H.U.D. måtte forlade bandet. Derudover har den gamle guitarist Doyle en skilsmissesag og andet bøvl kørende for tiden, som hindrer ham i de vanlige musikalske udskejelser, så derefter var brormand Jerry Only helt alene tilbage med sin kranie beklædte Devastator bas.

En 25 års jubilæums tour kunne han dog ikke klare sig uden, så Dez Cadena (Black Flag) og Marky Ramone blev hvervet til en række shows, markedsført som en ”allstar punk lineup”. En lidt blodfattig løsning for mig at se, men Jerry var så tilfreds, at de fik lov til at blive i stalden, samt endvidere medvirkede på dette nye Misfits materiale. 

Eller helt rigtig Misfits materiale er det nu ikke, for ”Project 1950” er som titlen antyder dedikeret til 50’ernes rock & roll og slagerballader, der lige fra starten af har inspireret bandets virke, og fået deres horror punk til at skille sig ud af mængden af karakterløse punkbands. 

Af flere årsager smerter denne udgivelse mig desværre en del. Fløjlshandskerne er kastet på jorden, for Jerry Only og frænde har simpelthen valgt at buldre og brage sig gennem de ti udvalgte klassikere. Tænk på elefanten i porcelænsbutikken og du ved hvad jeg mener. Jerry Lewis og Elvis ville vende sig i deres respektive grave, hvis de fik nys om, hvorledes al elegance næsten er drænet ud af ”Great Balls of Fire” og ”Latest Flame”. Bobby ”Boris” Picketts ”Monster Mash” om alle de kære, gamle filmuhyrer burde ellers være et oplagt valg her, og Misfits har da også forsøgt sig med den før på en singleudgivelse for et par år tilbage, men igen-igen får de det her bare til at lyde som et 3. rangs Ramones outtake. Find hellere den gamle version, som rent faktisk er yderst charmerende. Generelt går Jerry Onlys vokal mig en del på, da han i stedet for at følge sin egen natur, desperat prøver på at imitere Glenn Danzig. Og så er der generelt bare en eller anden kejtet og utrænet glød over hans røst. 

Ren elendighed er det alligevel ikke helt, da Richie Valens’ ”Donna” og Bobby Darins ”Dreamlover” afleveres med oldies følelsen intakt, hjulpet godt på vej af John Cafieros backup vokal. Desuden kan man på skriblerierne i den medfølgende 24 siders booklet mærke, at de efterhånden aldrende herrer virkelig brænder for ånden i den helt grundlæggende rock & roll, men det er altså bare synd, at det går langt bedre, når de holder sig til egne kompositioner. Og så er der en fræk, lille DVD med, hvor bandet fremfører numre fra albummet til en eller anden sneklædt udendørskoncert – det fedeste er at beskue hvorledes Jerry Only rent reflektorisk i ny og næ afværger et par fygende snebolde uden at miste pusten eller rytmen.

Men når alt kommer til alt, kan et middelmådigt produkt bare aldrig godt nok til at bære Misfits navnet. Jeg håber virkelig, at Jerry nosser sig sammen og finder frem til en mere attraktiv lineup, for tanken om at skulle bøje hovedet i skam hver gang jeg ser et Misfits logo for fremtiden, er virkelig en skrækindjagende følelse, som ikke engang de skrappeste gysere kan konkurrere med. –guldmann

Kom med kommentar i vores FORUM